Selvom mange kan blive enige om, at killinger er søde og sjove at lege med, er det ikke ensbetydende med, at det er nemt at få dem afsat.
Det har Nordjyllands dyreinternat måttet sande.
Her oplever man i øjeblikket usædvanligt stort antal killinger, som endnu ikke har fået en familie. Det fortæller internatleder Karina Fisker til B.T.
»Vi kan bare se på det, vi får ind, at der sker en stor stigning. Og lige nu tyder det på, at der går længere tid, før de kommer ud igen.«

Karina Fisker tilføjer, at man dagligt har plads til 80 katte.
Killinger er en anden situation, da de kan opholde sig flere samlet i små grupper. Internatlederen har ikke et konkret tal på, hvor mange katte de ligger inde med for tiden, men indtil videre i 2021 har man modtaget godt og vel 900.
Og det kan ses på pladsen, siger hun.
»Vi mistænker, at flere under coronaperioden har anskaffet sig et kæledyr, og derfor er markedet måske mere mætte for tiden – end tidligere.«
Situationen betyder ikke, at Karina Fisker og de ansatte er overbelastet. Det er blandt andet takket være frivillige plejefamilier, der for tiden passer kattene i længere tid, inden internatet modtager dem for så at give dem videre.
Men faktum er dog, at der er mange ekstra katte. Og det kan mærkes i det daglige arbejde.
»I kraft af at der er flere katte, så betyder det, at der eksempelvis er en større smitterisiko blandt kattene. Er en kat forkølet, kan fem meget hurtigt blive forkølede.«
»Det er ikke fordi, vores katte er forkølede. Men det siger sig selv, at der er en større smitterisiko. Og det er sådan noget, som kræver et større fokus for tiden,« siger hun.
Pladsmanglen gør også, at internatet sender en opfordring til borgere i og omkring Nordjylland. Søndag har internatet besluttet at formidle katte videre – vel at mærket uden, det kræver tidsbestilling, som det ellers plejer.
»Der er et behov for, at folk kommer. Hvis folk gerne vil have en kat, så håber vi, de kommer til os.«


