De første erfaringer med coronasyge borgere på hospitalers intensive afdelinger tegner et billede af en sygdom, som er værre for patienterne end frygtet og sværere for lægerne at tackle end ventet.

Det skriver Politiken søndag.

De syge har brug for at være i respirator i forbavsende lang tid, ofte over to uger, i takt med at sygdommen udvikler sig uforudsigeligt med stigende risiko for, at de dør. Og det er ikke kun ældre medborgere, som bliver kritisk syge af covid-19; i enkelte tilfælde skal respiratorerne pumpe luft ned i lungerne på unge i 20’erne.

Claus Lund, som er ledende overlæge på anæstesi- og intensiv afdeling på Hvidovre Hospital, siger, at det overrasker ham, at afdelingen endnu ikke har fået så mange covid-19-patienter ud af den maskinelle vejrtrækning.

»De er simpelthen sværere at få stabiliseret, end vi havde troet«, siger han.

Et typisk billede er, at når patienten er kommet i respirator, går der nogle dage, hvorefter patienten får meget svært ved at få respiratorens ilt fra lungerne ud i blodet, så lægerne må skrue markant op for ilt og indblæsningskraft.

Efter bedring kommer et nyt dyk, sygdommen udvikler sig cyklisk, imens patientens immunforsvar kæmper en ulige kamp mod en virus, det aldrig har mødt før.

Flere andre hospitaler ser samme komplicerede udvikling hos patienterne i respirator. Navnlig i hovedstaden, som er hårdest ramt af coronasmitte i Danmark.

Ledende overlæge på Rigshospitalets Intensiv Terapiklinik, Jan Bonde, bekræfter i en mail, at billedet er det samme som i Hvidovre.

Hos anæstesiafdelingen på Bispebjerg Hospital skriver den ledende overlæge, Anne Lindhardt, i en sms, at »det passer med vores erfaringer«, at patienterne er længere tid i respirator end forventet og svære at få ud af den, fordi sygdommen er uforudsigelig.

På Aarhus Universitetshospital oplyser ledende overlæge Lars Østergaard fra infektionsmedicinsk afdeling, at »14 dage i respirator ikke er usædvanligt«, mens Henrik Planck Pedersen, specialeansvarlig overlæge på intensiv afdeling på Sjællands Universitetshospital Roskilde, skriver, at patienterne som ventet har langvarigt lungesvigt og dermed lang tid i respirator – to-tre uger for dem, som overlever.

Joachim Hoffmman-Petersen er formand for anæstesi- og intensivlægernes faglige selskab, DASAIM. På baggrund af oplysninger fra lægekolleger i Danmark og egne erfaringer som uddannelsesansvarlig overlæge på anæstesi- og intensivafdelingen på Svendborg Sygehus konstaterer han, at »covid-19 er en led sygdom, som ødelægger lungernes evne til at få ilt ud i blodbanen«, og at »patienterne er tæt på muren (80 til 100 procent ilt på respiratoren) i forbavsende lang tid«.

Overlægen forventer, at nogle kommer til at ligge i respirator i både 3, 4 og 5 uger, før de enten dør eller overlever.

»Dem, som overlever en måned i respirator, skal formentlig bruge resten af året på at genvinde deres muskelstyrke«.