»Børn skal lege udenfor og bruge deres fantasi. Læg disse farlige enheder ned. Forældre, I er cheferne her.«

Sådan lyder det fra en Twitter-bruger i én af kommentarerne til det Tweet, som Instagrams leder Adam Mosseri har skrevet, hvori han meddeler, at virksomheden sætter udviklingen af en version af Instagram-appen til børn under 13 år på pause.

I en pressemeddelse fra Adam Mosseri lyder baggrunden for pausen:

»Dette vil give os tid til at arbejde med forældre, eksperter, politikere og tilsynsmyndigheder, lytte til deres bekymringer og demonstrere værdien og betydningen af ​​dette projekt for yngre teenagere online i dag.«

I dag er der en aldersbegrænsning på 13 år for at være på på Instagram. Men det er brugeren selv, der skal bekræfte sin alder, og derfor kan enhver i princippet oprette sig på Instagram, uagtet alder.

Tidligere på måneden konkluderede en artikel i Wall Street Journal, at Instagram har en skadelig effekt på teenageres mentale velvære. Særligt er det unge piger, der får problemer, specielt med følelser af dårligt selvværd, spiseforstyrrelser, angst og depressioner, skrev den amerikanske avis.

På baggrund af data fra Facebooks og Instagrams egne undersøgelser skrev avisen, at hver tredje teenagepige, der i forvejen føler sig dårligt tilpas med sin krop, oplever forværrede problemer efter at have været på fotodelingsappen.

Blandt teenagere, som i forvejen kæmper med selvmordstanker, siger seks procent af de amerikanske brugere - og 13 procent af de britiske brugere - at de tanker kan føres tilbage til deres brug af Instagram.

Facebook, som ejer Instagram, har afvist kritikken og kalder den ukorrekt.

Adam Mosseri påpeger, at kritikere af 'Instagram Kids', som appen indtil videre hedder, vil se det som en anerkendelse af, at projektet er en dårlig idé - men det er ikke tilfældet, siger Adam Mosseri i pressemeddelsen.

»Virkeligheden er, at børn allerede er online, og vi mener, at udviklingen af ​​alderssvarende oplevelser designet specielt til dem er langt bedre for forældre, end hvor vi er i dag.«

Og netop kritikere er der flere af i kommentarfeltet til Adam Mosseris tweets.

»Du er i dette for at tjene penge, ikke hjælpe børn. Du er et monster i den henseende. Stop med at udnytte børn for penge, dit monster,« lyder det fra en bruger, mens en anden skriver:

»Bare drop det og hold jer væk fra børn.«

Beskeden om, at Instagram Kids nu udskydes, kommer blot få dage forinden, at USA's Senat har planlagt en høring om emnet.