'Vi er klar over, at nogle af jer har problemer med at få adgang til jeres konti. Vi kigger på det og undskylder ulejligheden.'

Sådan skriver Instagram på Twitter mandag eftermiddag.

Det er nemlig Twitter, hvor folk fra hele verden netop nu søger til for at finde ud af, hvad der sker med deres Instagram-konto.

Tusindvis oplever slet ikke at kunne tilgå deres Instagram-bruger med beskeden, at den er blevet 'suspenderet.' Flere oplever også at miste adskillige følgere.

Under Instagrams Twitter-opdatering er frustrationen til at mærke blandt de brugere, der er blevet udelukket fra Instagram:

  • 'Nogle af os var nødt til at indtaste vores mail og telefonnummer for at bekræfte kontoen. Nu er adgangskoden blevet ændret, og vi kan ikke komme ind igen, fordi vores adgangskode er blevet ændret.'
  • 'Min konto blev fuldstændig deaktiveret? Og mit brugernavn og password siger, at det ikke eksisterer?!? Mine venner, der går til min side, siger, at alle mine indlæg er VÆK!!'
  • 'Min forlovedes virksomhed-Instagram er lige blevet deaktiveret. Dette er hans vigtigste måde at kommunikere med sine kunder på.'
  • 'Virkelig! Det er vanvittigt, jeg gik i panik og spekulerede på, hvad og hvorfor, og nu er det hele bare væk, jeg håber, de fikser det. Det er så svært at bygge et publikum og starte en virksomhed. Hvis jeg mister kontoen, mister jeg min indkomst.'

Ifølge CNN har omkring 7.000 brugere rapporteret, at de er blevet udelukket af Instagram.