Det gør ingen forskel, at 8 ud af 12 kilder, der medvirker i Udlændingestyrelsens to Syrien-rapporter, har taget afstand fra indholdet og kaldt det misvisende.

De syriske flygtninge skal stadig hjem. Det mener i hvert fald Inger Støjberg, løsgænger i Folketinget.

Rapporterne danner i disse dage en del af grundlaget for Udlændingestyrelsens vurdering af, at det er sikkert for syrere at rejse hjem til hovedstaden Damaskus.

Men tirsdag stod 8 ud af 12 kilder brugt i rapporterne frem og sagde, at deres udsagn er skåret til og taget ud af kontekst. De mener ikke, at det er sikkert for flygtninge at vende retur til Syrien, som man ellers kunne forledes til at tro i rapporterne.

Ifølge Inger Støjberg ændrer det dog ikke på grundlaget for, at de syriske flygtninge skal hjem.

Er det ikke vigtigt, at grundlaget er veldokumenteret, når det handler om folks sikkerhed?

»Det er det da også.«

Du mener ikke, at grundlaget for de rapporter begynder at smuldre, når 8 ud af 12 kilder i den kalder dem vildledende?

»Nej, det mener jeg ikke, at det gør.«

De her otte kilder må man formode, at Udlændingestyrelsen har brugt, fordi de er troværdige og har viden inden for netop sikkerhed i Syrien. Nu hvor de så siger, at der ikke er sikkert – burde man så ikke stole på deres vurdering?

»Når Udlændingestyrelsen vurderer, så er det jo på et bredt grundlag. Det er ikke for, at man bare læner sig op ad otte NGO’er, der mener at have en holdning.«

Men det har man jo netop gjort, da man vurderede, at det var sikkert at sende dem hjem. Der brugte man kilderne i rapporternes udsagn.

»Jeg er bare nødt til at sige, at det er ikke så simpelt at sige, at hvis en NGO viser sig utilfreds, så kan syriske flygtninge ikke vende hjem.«

Det er otte forskellige kilder. Blandt andet også en syrisk redaktør. Hvorfor så bruge de her kilder til at begynde med, hvis Udlændingestyrelsen fint selv kan vurdere sikkerheden i Syrien?

»I Danmark bruger vi ikke folk med en bestemt holdning, man kigger bredt.«

Inger Støjberg
Inger Støjberg Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det har man vel også gjort i de to Syrien-rapporter?

»Præcis. Derfor kommer det også an på, hvordan Udlændingestyrelsen efterfølgende vurderer de udsagn, der er. Det er ikke fordi, at alting vægter lige.«

Er det i orden, at en styrelse selv må håndplukke og vælge, hvilke udsagn og citater, der passer dem?

»Det er præcis det, der er ideen med at have en Udlændingestyrelse – at den ser bredt på billedet og laver en vurdering. Man kan ikke stille det op sådan, at fordi en redaktør og nogle NGO’er har blandet sig i debatten, så skal de vægte højere.«

De har blandet sig nu, fordi de har lagt navne til noget, de ikke kan stå inde for. Er det fair at bruge deres navne til at fremføre en agenda, de ikke kan stå inde for?

»Nu er det ikke NGO’er, der skal bestemme, om vi skal have syriske flygtninge.«

Men nu har man valgt at bruge dem. Bør man så ikke bruge dem på fair vis – eller helt lade være?

»Det er jo sådan i alle livets forhold, at hvis man vil have et bredt billede, må man spørge bredt. Og så er der noget, der er mere relevant end andet.«