Lørdag er der ingen undskyldning: Nu SKAL du have mundbind på, hvis du benytter dig af den kollektive trafik.

Men vi ved allesammen også, at der er dem, der har et mantra om, at regler er til for at blive brudt.

Så spørgsmålet er:

Hvad kommer der konkret til at ske, hvis – eller når – en person på lørdag nægter at tage mundbind på?

Det har B.T. forsøgt at finde ud af, og én ting står allerede soleklart.

I Storbritannien har man valgt at indføre bøder fra cirka 1.000 til 26.000 kroner for at nægte at bære mundbind, men den vej vil man ikke gå i Danmark.

»Nej, der bliver ikke givet bøder. Udgangspunktet har været, at danskerne har været utrolig gode til at efterleve de krav, der er kommet, og jeg er helt overbevist om, at danskerne vil gøre det samme her,« fortæller transportminister Benny Engelbrecht til B.T.

Men hvad kommer der så til at ske?

Lad os tage den fra starten.

Hvis du stiger ind i bussen, er det meningen, at buschaufføren skal bede dig om at tage mundbind på eller stige ud igen, men i toget eller metroen er sagen en anden.

Her vil det være kontrollørerne, der har til opgave at henvende sig til folk, som ikke har mundbind på.

I Aarhus har nogle af kontrollørerne haft mundbind med sig, som passagerer kunne få eller købe, men det er ikke noget krav og altså derfor noget, som eksempelvis DSB skal vurdere, om man vil tilbyde.

Og det vil de ikke.

»Der har været anbefaling om mundbind siden 3. august, så vi vurderer, at folk har haft mulighed for at få erhvervet sig mundbind, og derfor har vi ikke tænkt os at have mundbind med,« fortæller Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

Synes du ikke, at vi alle bør bære mundbind i den offentlige transport? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Der kan dog også opstå den situation, at en person simpelthen nægter at tage mundbind på, og her vil en kontrollør have den samme beføjelse, som det er tilfældet, når en passager uden billet eksempelvis ikke vil oplyse sit cpr-nummer.

»Skulle der mod forventning være nogen, der er meget hårdnakkede og nægter at overholde det og nægter at forlade transportmidlet, vil politiet blive tilkaldt, og så er det en sag for dem,« fortæller Benny Engelbrecht.

Men kan der ikke være situationer, hvor en person tager mundbindet af, efter han eller hun har haft det på foran buschaufføren, eller hvor der er et tog uden kontrollører?

»Jo, der kan også godt opstå en situation, hvor der bliver et behov for, at trafikselskaberne sætter ekstra personale ind, og det er vi åbne for,« siger transportministeren.

Men vil det ikke være mere effektivt med bøder, så folk ved, at hammeren falder, hvis de ikke har mundbind på?

»I Aarhus har der været få eksempler på, at folk er blevet bedt om at forlade transportmidlerne, så jeg er ikke bekymret,« siger Benny Engelbrecht.

Så du kan udelukke, at I på et tidspunkt vil se på bøder som en mulighed?

»Vores udgangspunkt er, at det ikke bliver en del af bekendtgørelsen, og så må vi se, hvordan det kommer til at gå i den kommende tid.«