Du kan godt glemme at tjekke vejrudsigten, streame den nyeste Netflix-dokumentar eller sende den søde godmorgen-besked til din bedre halvdel.

Når metrodørene lukker bag dig, og du begiver dig ud på den nye Cityring i København, vil du ikke have nogen dækning på din telefon.

Men det påvirker ikke kun din mulighed for at blive underholdt af smartphonen.

Nej, det betyder også noget for de scannere, som Metro-kontrollørerne bruger til at tjekke din mobilbillet eller dit rejsekort med.

Faktisk er scannerne så afhængige af dataforbindelse, at der siden Cityringens åbning slet ikke har været kontrollører i den nye metro.

Det fortæller flere metromedarbejdere, som B.T. har talt med.

Selskabet bag den nye metro, Metroselskabet I/S, har dog en helt anden forklaring på de fraværende kontrollører, men den vender vi tilbage til.

B.T. fik nys om situationen, da en af avisens medarbejdere overhørte en samtale på Skjolds Plads Station onsdag eftermiddag.

»Brormand. Lad vær med at købe billet, de tjekker alligevel ikke i den nye metro, fordi der ikke er noget dækning,« sagde en metromedarbejder til en passager på stationen.

Men kan det virkelig være rigtigt, at man i halvanden måned i realiteten har kunnet køre helt og aldeles gratis rundt i den spritnye metro?

Det satte B.T. sig torsdag for at undersøge.

Vi tog Cityringen en station ad gangen og gik hver gang ud for at tale med de metroarbejdere, der står på stationerne og hjælper passagerne med at finde rundt.

Ganske rigtigt var der ingen kontrollører at se på den nye rute.

Og metroarbejderne?

Alle fik spørgsmålet om, hvorfor man ikke tjekker billetter i den nye metro.

En del af dem ønskede ikke at sige noget som helst, men fem af dem var klare i mælet med den nogenlunde samme besked:

»Der er ingen kontrollører til at tjekke billetter, fordi vi ikke kan gøre det uden dækning.«

Den samme forklaring gav en kontrollør, der gik og tjekkede billetter i den gamle metro.

Mere overraskende var det, at ingen af de metroarbejdere, som B.T. talte med, nævnte den forklaring, som Metroselskabet I/S torsdag eftermiddag gav i et skriftligt svar.

»Personalet i metroen har de første mange uger fokuseret på at hjælpe alle de mange nye passagerer godt på plads i Cityringen og hjælpe med information om nye rejseveje etc..«

»Fremover vil de også tjekke passagernes billetter, som man kender det fra de øvrige metrolinjer,« lyder det i en mail fra Jesper Overgaard, der er afdelingschef i Metroselskabet I/S.

Vi har fra flere forskellige kontrollører fået beskeden om, at man ikke tjekker billetter grundet den manglende data. Hvad er grunden til den besked? Har de misforstået noget?

»Fakta er, at alle billetter kan kontrolleres på M3 Cityringen. Det har ikke noget med den manglende mobildækning at gøre.«

»Scannerne kan eksempelvis også offline se, om der tjekket ind på et rejsekort. Andre billetter f.eks. pap og mobil kan naturligvis kontrolleres visuelt,« skriver Jesper Overgaard i en ny mail.