Har Danmark taget kontakt til Rusland på nuværende tidspunkt?

Det spørgsmål stillede B.T. ved tirsdagens pressemøde, hvor en række ministre med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen, gav en status på de tre lækager i Østersøen.

Og i svaret, må man forstå, at der endnu ikke er taget kontakt til Rusland.

»Vi vil informere Rusland om den her sag, når vi har kommunikeret med vores partnere og landene omkring Østersøen,« svarede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) blandt andet.

Statsminister Mette Frederiksen, Forsvarsminister Morten Bødskov, Udenrigsminister Jeppe Kofod samt Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til doorstep.
Statsminister Mette Frederiksen, Forsvarsminister Morten Bødskov, Udenrigsminister Jeppe Kofod samt Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til doorstep. Foto: Emil Helms
Vis mere

Ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, er det ikke underligt, at Danmark endnu ikke har rakt ud til russerne, hvor Nord Stream-ledningerne har udløb.

»Danmark gør ikke noget på egen hånd i den her sag.«

»Det, man vil, er en mere samlet reaktion. Som en lille nation, som Danmark er, skal man træde meget varsomt og være påpasselig med at reagere og insinuere for meget. Også selvom mange tænker på Rusland i den her sag.«

Mette Frederiksen udtalte til pressemødet, at myndighederne vurderer, at eksplosionerne omkring gasledningerne ikke er et uheld.

Signalerne fra hændelsen kl. 2.03 registreret på en af seismograferne på Bornholm. Figur: GEUS
Signalerne fra hændelsen kl. 2.03 registreret på en af seismograferne på Bornholm. Figur: GEUS
Vis mere

»Der er tale om en bevidst handling,« lød det.

Polens premierminister antydede tidligere tirsdag, at Rusland står bag angrebet. Rusland selv har hverken be- eller afkræftet, at de stod bag, men siger, at sagen skal undersøges nærmere.

Og endelig har Sverige heller ikke kontaktet Rusland, sagde statsminister, Magdalena Andersson tirsdag.

Danmark siger samtidig, at det er for tidligt at sige, hvem der står bag angrebene.

Herunder er markeret lokaliteterne for hændelserne samt seismograferne, der har registreret dem. Kort: GEUS og Google Maps.
Herunder er markeret lokaliteterne for hændelserne samt seismograferne, der har registreret dem. Kort: GEUS og Google Maps.
Vis mere

Joachim B. Olsen gætter også på, at der godt kan gå lidt tid, før man rækker ud til russerne.

»Det her er stormagtspolitik på den helt store hylde. Mit bud er, at det er svært at bevise noget. Det er foregået under vand, så man skal vel næsten gå tilbage og undersøge, om der har været mistænksom trafik.«

»Uanset hvad, så står Danmark tæt med de allierede, og man tager ikke kontakt til Rusland, uden der er sket en koordinering om, hvad man skal sige.«

Uanset hvem, der står bag angrebene, er der grund til bekymring, siger Anders Puck Nielsen, militærforsker ved Center for Maritime Operationer til B.T.

»Det er meget dramatisk. Og det giver jo også en række bekymringer for, hvordan vi skal sikre vores kritiske infrastruktur generelt i landet.«

»Og hvad bliver det næste?« spørger han.

Gasledningen Nord Stream 1 lækker to steder, mens Nord Stream også har haft en lækage – en 24 kilometer sydøst for Bornholm og to nordøst for øen, oplyser Energistyrelsen.