'Rygning på stranden er ikke tilladt'
Danmark får snart sin første strand, hvor rygere vil blive mødt med et skilt med ovenstående budskab. Har du en tændt smøg i hånden, er du ikke velkommen på Tisvildeleje Strand i Nordsjælland.
Helt konkret den private del af stranden, som Tisvildeleje Kystsikringslag ejer. Det er dem, der har vedtaget, at det skal være slut med de små røgskyer på stranden.
Lone Skou er bestyrelsesmedlem der, og hun håber, at konceptet vil brede sig til resten af Danmarks strande, så det bliver naturligt, at når man går på stranden, så ryger man ikke.
»Vi bryder os ikke, at børn graver skodder op med små graveskeer, der leger i sandet. Børnene kommer og siger; 'Se, hvad jeg har fundet,' og så er det et gammelt skod. Det er ikke særlig lækkert,« og tilføjer:
»Voksne er rollemodeller for unge og børn, så hvis børnene ser, at når man hygger sig på stranden med en smøg i munden, så kan børn og unge tænke - det skal jeg også.«
Den første røgfri strand i Danmark kommer samtidig med, at Kystsikringslaget bliver en del af partnerskabet Røgfri Fremtid under Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, der arbejder for, at børn og unge ikke skal ryge.
I Trygfonden håber man på, der kommer endnu flere røgfri strande i Danmark, ligesom stranden i Tisvilde.
»Med røgfri strand kan alle nyde sandet, stranden og vandet uden at blive udsat for hverken skodder eller røg. Vi håber, at tiltaget vil inspirere andre, så de mest populære strande herhjemme bliver røgfri – hvad enten de er offentlige eller private, siger programchef i Trygfonden, Jette Juul Brun, i en pressemeddelelse.
Udover at man forsøger at holde skodderne fra sandet og forhindre, at børn får røg i lungerne, mens de leger i sandet, er der også en miljømæssig fidus ved forbuddet, mener Lone Skou:
»Skodderne ender i havet, og her bliver de nedbrudt i små plastikpartikler ude i vandet, som er skadelige for havmiljøet.«
Kystsikringslaget har bestilt skiltet, og Lone Skou forventer, det vil være sat op indenfor de næste 14 dage.