Forældre til elever på Fløng Skole indkaldes nu til møde med borgmesteren og politiet i Høje Taastrup, efter en chokerende meddelelse blev sendt ud på skolens intranet.

'Vi vurderer, at det kan være et spørgsmål om tid, før en reel voldtægt finder sted.'

Piger fra 6. til 9. klasse bliver chikaneret og krænket af en gruppe halvvoksne mænd på et grønt areal nær skolen, står der i beskeden.

»Vi indkalder til møde på mandag i forlængelse af den besked, der blev lagt ud på Aula,« siger Kurt Scheelsbeck (K), formand for Institutions- og skoleudvalget i Høje-Taastrup Kommune vest for København.

Nu får forældre til elever i 6.-9. klasse på Fløng Skole mulighed for at stille spørgsmål, forklarer Kurt Scheelsbeck.

»Sådan en besked sender man ikke bare ud uden at gøre mere. Så nu bliver der indkaldt til et møde på mandag, hvor forældrene bliver inviteret med. Politiet, borgmesteren og jeg stiller op,« siger han.

Han har en kraftig opfordring til, at skolepigerne politianmelder det, de har været udsat for.

»Vi skal til bunds i det her. Det forudsætter jo, at der er nogle af de piger, som anmelder det,« forklarer Kurt Scheelsbeck.

Ved du noget om sagen - eller er du også en af de forældre, der modtog beskeden på Aula, så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Sagen kom frem i offentligheden, da Anders Lisborg, far til en af eleverne på Fløng Skole, fortalte om sagen på sin Facebook-profil.

Ifølge ham har forældrene fået følgende signalement af personerne, der chikanerer pigerne:

»Der er tale om unge drenge og halvvoksne mænd med anden etnisk baggrund, som kommer fra nærtliggende områder her på Vestegnen,« siger Anders Lisborg til B.T. og tilføjer:

Anders Lisborg
Anders Lisborg Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er signalementet direkte fra børn og unge her i området og beskrivelsen fra den lokale ungdomsklub, som havde indkaldt til orienteringsmøde.«

I beskeden fra skolen står der, at flere piger har oplevet ubehagelig og grænseoverskridende adfærd:

'Vi har flere piger, som fortæller om, hvordan de bliver hevet fat i, trukket ind i buskadser, generelt isoleret fra deres venner og gruppe for at få tilbud om penge, hvis de viser eksempelvis numse/bryster,' skriver skolen i beskeden på Aula.

Der skrives også, at mænd, der beskrives som halvvoksne, har taget fat i pigerne, så de har måttet vriste sig fri, sparke og råbe om hjælp.