Der var julekalender, risalamande og en enkelt øl til dem, der var nødt til at sove i Ikea i Aalborg onsdag.

Det har været en rolig nat for de kunder og ansatte, der var nødt til at sove i Ikea i Aalborg fra onsdag til torsdag.

Det fortæller varehuschef Peter Elmose, der også selv overnattede i butikken.

»Det er gået super, super fint. Det har været en god nat. Alt roligt.«

På grund af snestormen i Nordjylland var det ikke muligt for seks kunder og 25 ansatte at komme hjem, da varehuset lukkede onsdag aften.

Varehuschefen fortæller, at der blev gjort brug af Ikeas faciliteter, da det blev tid til at sove.

»Der har været en seng til 25 af vores medarbejdere og seks af vores gæster.«

»Vi har sovet i møbeludstillingerne og vores miljøer på første sal, hvor vi har senge, madrasser og sovesofaer. Der har været rigelig plads til, at man kunne finde lige netop den seng, man har haft lyst til at prøve,« siger han.

Inden det blev sengetid hyggede de strandede personer i Ikeas personalekantine.

»Vi så julekalender, fandt nogle spil fem, der var fodbold på storskærme og risalamande, kanelsnegle, lun kaffe, kakao, sodavand og en enkelt øl.«

»Aftenen gik meget hurtigt, inden vi gik i seng mellem klokken 23 og 1,« siger Peter Elmose.

Han fortæller, at alle, der overnattede i varehuset, er begyndt at tage fra Ikea igen torsdag morgen.

/ritzau/