Indenrigs- og Sundhedsministeriet indkalder pressen til et pressemøde om akutplan for lange ventelister.

Det skriver ministeriet selv i en pressemeddelelse, efter at regeringen og danske regioner har indgået en aftale med Sundhed Danmark.

Pressemødet afholdes som et såkaldt doorstep lørdag klokken 10 i Indenrigs- og Sundhedsministeriet på Slotsholmsgade i København.

Aftalen med Sundhed Danmark handler om privathospitalernes rolle i at afvikle ventelisterne i sundhedsvæsenet.

I sidste uge kom regionerne med et stort opråb til regeringen om, at der skal prioriteres skarpt, da de voksende antal børn og ældre i samfundet ville betyde, at der ikke var tid eller penge nok til at tage sig lige så godt af patienterne i fremtiden.

»Vores hovedbudskab er, at vi oplever et stort pres, som vi aldrig har set før i størrelse og omfang. Vi kan se, at udfordringerne bliver større i den nærmeste fremtid,« sagde Anders Kühnau, formand i Danske Regioner.

»Derfor er det ikke længere nok, at vi bare fortsætter med at gøre de ting, som vi gør i dag. Vi er nødt til at gøre tingene fundamentalt anderledes.«

I fremtiden forventes det, at der vil være flere børn og ældre.

Samtidig er der fortsat meget lange ventelister efter udskudte operationer som følge af især coronapandemien og sygeplejerskestrejken i sommeren 2021.

»Vi vil have en risiko for, at vi i fremtiden ikke kan levere det samme gode sundhedstilbud, som vi kan til borgerne i dag,« udtalte Anders Kühnau.