Eskimovej i Riisvangen i Aarhus er nu fortid.
Vejen har været i spotlyset i en periode på grund af sit navn. Og det blev for nyligt afgjort, at vejen skulle have nyt navn.
Silavej skal vejen hedde fremadrettet.
Men inden ændringen træder officielt i kraft, er de to vejskilte i hver ende af vejen blevet stjålet, skriver TV 2 Østjylland.
»Det er ærgerligt, at man vælger at berige sig selv med et stykke af den historie, vi gerne vil fortælle til eftertiden om, hvorfor det er, at vi er blevet klogere,« siger Jesper Kjeldsen til mediet.
»Jeg synes, det er tarveligt, at man kan finde på at gøre det. De skilte skulle henholdsvis på Stadsarkivet og i Den Gamle By,« tilføjer han.
Sidste år anmodede Aarhus Byråd om at give vejen et navn, "der er mere neutralt eller anerkender inuitkulturen på en respektfuld måde".
Selve ordet "eskimo" er gammelt, og det kan i én betydning betegne personer, der spiser råt kød. Det kan også forstås i betydningen "de, der taler et fremmed lands sprog".
Betegnelsen var ifølge Danmarks Nationalleksikon almindeligt anvendt fra midten af 1800-tallet, men er i dag ifølge leksikonet forældet.
Ordet kan i dag støde.
I 1977 blev det besluttet, at 'inuit', som betyder 'mennesker', fremover skulle være betegnelsen for det oprindelige folk i Arktis.

