Spisehuset Pagoden i Ølgod er nødsaget til at lukke midlertidigt.

Det sker efter en voldsom sodbrand i restauranten tirsdag nat.

Ifølge JydskeVestkysten modtog Sydvestjysk Brandvæsen alarmen omkring klokken 8 onsdag morgen.

Da de ankom, var Spisehuset Pagoden fyldt med røg, og det stod hurtigt klart, at branden havde været voldsom.

På grund af iltmangel var ilden dog gået ud, inden brandvæsnet nåede frem. Derfor var Spisehuset Pagoden – heldigvis – ikke brændt ned, men der var kraftige røg- og sodskader.

Det formodes, at branden er opstået i en elinstallation, eftersom der blev fundet et smeltet stik.

Derudover er et ur i Spisehuset Pagoden gået i stå klokken 01.00, hvilket kan indikere, at branden begyndte på dette tidspunkt.

Thomas Møbjerg, der er indehaver af restauranten, som i september fik en sølvmedalje for landets næstbedste burger, blev onsdag morgen orienteret om branden.

Arkivfoto. Spisehuset Pagodens burger er blevet kåret til landets næstbedste. 
Arkivfoto. Spisehuset Pagodens burger er blevet kåret til landets næstbedste.  Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

»Jeg er chokeret. Det er mit livsværk,« siger han til JydskeVestkysten.

Han fortæller, hvordan køkkenet var fyldt op af sort røg, da han nåede frem til adressen.

De omfattende skader, som branden hovedsageligt har forårsaget i spisehusets hjerte – køkkenet – betyder, at man er nødsaget til at lukke restauranten midlertidigt.

Tidligst første weekend i det nye år vil burgerglade kunder igen kunne besøge Spisehuset Pagoden.