I top og tights dyrker datteren af den kontroversielle imam Abdul Wahid Pedersen 'Burkini Body Workout' live på YouTube. Og med sine viltre krøller forsøger Zahra Pedersen under fitness-brandet 'The Healthy Hijab' at sætte muslimske kvinder fri.
»Lad være med at putte muslimske kvinder i bås. Vi kan ikke sidde én million kvinder derinde og ligne hinanden!«
For nej. Ikke alle muslimske kvinder går med hijab. Ikke alle er undertrykte. Og ikke alle muslimske kvinder er gift, inden de fylder 30 år.
De er vidt forskellige kvinder, der ligesom eksempelvis Zahra Pedersen dyrker sport, vælger børn fra, køber en hund, rejser verden tynd, kæmper med angst og depression og overlever en alvorlig kræftsygdom.
»Jeg er ikke undtagelsen. Jeg er reglen. Det vil jeg gerne råbe højt om med min ikke så ydmyge måde at se tingene på,« siger 31-årige Zahra Pedersen.
Og sådan kan man altså godt tænke, selv om man er vokset op med en far, der i 00'erne var mediernes 'go to guy', når det gjaldt kontroversielle muslimske emner som omskæring af piger og homoseksualitet.
Hendes far, den tidligere imam Abdul Wahid Pedersen, udtalte for eksempel i 2002, at stening af kvinder ikke stod til diskussion, ligesom han var en af de aktive stemmer under Muhammedkrisen.
»Jeg elsker min far betingelsesløst, men det betyder ikke, at jeg altid er enig med ham,« siger hun i sofaen i sine forældres lejlighed på Nørrebro, hvor hun efter tre måneder på en huskyfarm i Nordnorge lige nu crasher, inden hun rejser til Bosnien for at arbejde frivilligt på en bed and breakfast i bjergene.
Truet på vej hjem fra Tivoli
Faktisk gad hun i mange år slet ikke rigtig forholde sig til, 'hvad han nu havde sagt'. Som den dag på hf, hvor en ny fyr i klassen under en ophedet debat kaldte hendes far 'en nar'.
Selv havde Zahra Pedersen lige zoomet ud af debatten, fordi den egentlig ikke interesserede hende. Men to veninder gik i forsvar: »Vi synes lige, du skal vide, at det er Zahras far, du taler om,« hvorefter fyren straks trak i land.
»Min far har sagt ting, som har stødt rigtig mange mennesker, men han har også sagt meget, som har givet mening for rigtig mange. Folk har ret til deres meninger – det gælder også den nye dreng i klassen – bare de ikke bliver udtrykt gennem vold,« siger hun.
Selv husker hun kun svagt de to mænd, der på vej hjem fra Tivoli passede dem op og truede hendes far, selv om han gik alene med sine fire små børn under 10 år. Men hun ved, at det bekymrede hendes far, at der skulle ske hans børn noget.
»Selv har jeg tænkt, at så længe folks had ikke gør min far ondt, så gør det heller ikke mig ondt,« siger hun.
Smed tørklædet
Alligevel har hun gennem sin opvækst følt, at der ikke altid var plads til at være den, hun gerne ville være.
»Inden for familien har mine forældre været meget rummelige, og der var plads til at tro og gøre, hvad man vil, men udadtil har jeg følt, at jeg skulle tage hensyn til min fars omdømme og til miljøet i det hele taget,« siger hun.
Derfor virkede hendes teenageoprør voldsomt. Som 16-årig smed hun det tørklæde, hun selv seks år tidligere havde valgt at tage på, for i stedet at gå i byen i høje sko og en kort nederdel.
»Jeg var nødt til at finde ud af, om islam bare var noget, jeg var opvokset med, eller om det rent faktisk var noget, jeg troede på,« forklarer Zahra Pedersen.
Selv siger hun, at hun smed tørklædet i respekt.
»På det tidspunkt følte jeg ikke, at jeg kunne repræsentere det, som tørklædet stod for. Jeg ville jo gerne bare ud og drikke øl, ryge cigaretter, flirte med fyre og feste ligesom alle andre,« siger hun.
Kræft og kemo
Ungdomslivet vandt også, da hun som 19-årig tabte alt sit hår på grund af kemoterapi.
I løbet af tre måneder voksede en blød klump under huden på venstre kraveben sig til en kugle på størrelse med en tennisbold. Og da hun skulle have svar på sin biopsi, ringede sekretæren dagen før og bad hende komme ind med det samme og tage en pårørende med.
»Min far tog med, og jeg kan huske, at han efter en lang snak, hvor ordet 'kræft' aldrig blev nævnt, spurgte lægen, hvilken behandling der skulle til. Kemo, lød svaret. Og først da gik det op for os, at det var kræft,« siger hun.
Kræften var i næstsidste fase og havde spredt sig til leveren, så Zahra Pedersen skulle igennem 16 gange kemo og en måned med strålebehandlinger.
Håret forsvandt, men hun beholdt lidt dun på hovedet, bryn og vipper. Og da hun på en bar mødtes med en veninde, som ikke kendte til hendes sygdom, antog veninden bare, at Zahra havde gang i et eller andet 'bold fashion-statement':
»Det er vildt fedt, at du heller ikke gider at have langt hår,« sagde veninden.
Zahra Pedersen var bare glad for, at hun ikke så syg ud. Kræftsygdommen fik ikke meget plads i hendes ungdomsliv.
»Man tænker på en anden måde, når man er 19 år. Jeg ville bare leve ligesom alle de andre,« siger hun.
Gemmer sig i London
Da hun var færdigbehandlet, rejste hun derfor straks til London. Det kunne have været et hvilket som helst sted i verden. Hun skulle bare væk. Og i London kunne hun forstå sproget.
»Jeg ville bare være anonym. Være blandt folk, som ikke kendte min historie,« siger hun.
Men da hun efter fem års opfølgning for sin kræftsygdom blev erklæret helt rask, ramte realiteterne.
»Det er, som om at min hjerne først der forstod, hvad min krop har været igennem,« siger hun.
Zahra Pedersen, der på det tidspunkt læste journalistik på college, blev ramt af angst og depression.
Hun kunne ikke kæmpe sig ud af sin seng. Hun kunne ikke overskue verden udenfor. Tv'et kørte konstant, fordi hun heller ikke kunne rumme stilheden i lejligheden.
I tre måneder gik hun hverken i skole eller på arbejde, men levede udelukkende af sin opsparing.
»Man kan gemme sig rigtig meget i London. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg,« siger hun.
Ikke mere medicin
Hun fik slæbt sig til lægen, hvor hun fik diagnosen angst og svær depression. Det var en kæmpe lettelse at finde ud af, at hun ikke var sindssyg. At det var hendes mentale sundhed – i mangel på et bedre ord – som var problemet. Noget, som lægen mente, kunne løses med piller.
»Men efter kræftforløbet kunne jeg ikke klare tanken om flere piller. Mere medicin. Så jeg var tvunget til at finde ud af, hvordan jeg så kunne 'take back my power',« siger hun.
Hun begyndte at træne mere, gå længere ture med sin hund og interessere sig for, hvilken mad der føles godt i kroppen.
Det bliver startskuddet til fitness-konceptet 'The Healthy Hijab', der begyndte som personlig træning og nu er blevet et digitalt livsstilskoncept målrettet muslimske kvinder.
Løfter vægte med hijab
Når hun kunne finde den styrke i sig selv, kunne hun måske hjælpe andre til det samme. I første omgang mødte hun sine klienter i deres hjem. Men med tiden blev det vigtigt for Zahra Pedersen at hive kvinderne væk fra de trygge stuegulve.
Først ville hun dog selv vide, præcis hvad hun udsatte dem for. Derfor testede hun en uges træning med hijab. Gik i træningscentre, dyrkede HIT-træning, løftede vægte og løb i Hyde Park.
»Folk kiggede, pegede og nogle tog endda billeder af mig. Så jeg kan godt forstå, hvis det er grænseoverskridende, og at man føler, at man udstiller sig selv, når man træner med et tørklæde på,« siger hun.
Men hun insisterede på, at det skulle normaliseres at træne, præcis som man gerne vil.
Og fire år efter sit lille feltstudie kan Zarah Pedersen heldigvis glæde sig over, at man nu kan købe en Nike-hijab og se kvinder med både hijab og burka klatre, spille volleyball og basketball.
Hadefulde kommentarer
Den største modstand i dag møder hun faktisk fra folk, der ikke mener, at hun repræsenterer islam på en rigtig måde, fordi hun træner uden hijab, i top og korte shorts, når hun på samme tid kalder sig 'The Healthy Hijab'.
»Vi skal ikke være så nærtagende omkring en hijab. Muslimer har i mange år følt sig jagtet, så nu er der så meget fokus på at være på vagt i forhold til dem, der ikke repræsenterer islam med det perfekte billede,« siger hun, vel vidende, at det ikke klinger lige godt i alles ører.
Modet til at turde gøre det har hun fra en, der altid har sagt, at hun skulle kæmpe for det, der var vigtigt for hende. Også selv om han måske nok havde håbet, at hun valgte en anden retning. Hendes far.
Faktisk hører hun tit fra sin mor, at selv om Zahra på ingen måde ligner sin far, har hun den samme stædige personlighed.
»Han er dygtig til at komme igennem med det, han tror på, og blive ved med at kæmpe, selv om det er så meget op ad bakke, og man ikke kommer nogen vegne,« siger hun og fortsætter:
»Han har bare en mere konservativ måde at sige tingene på, hvor jeg er mere frembrusende.«
Så længe hun kun taler om det, hun tror på og ved noget om, er Zahra Pedersen ikke bange for at åbne munden.
»Jeg får en masse kommentarer – en masse had. Men jeg får også en hel masse kærlighed, fordi jeg stiller mig op og siger, hvad jeg mener.«
