Det gjorde Ida Auken rasende, at en repræsentant for en moské forleden ikke ville give hende hånden.

Hun følte sig som kvinde nærmest spedalsk, da han afviste hende. I hendes øjne er det både respektløst og uacceptabelt.

Anderledes ser imam og talsmand for Grimhøj-moskéen i Aarhus, Oussama El-Saadi, på det.

»Jeg forstår ikke, at Ida Auken bliver sur. Hun presser manden og vil gerne fratage ham en rettighed, og det er ikke fair,« siger han.

(ARKIV) Grimhøjmoskeen, formand Oussama El Saadi. DF og K krævede i 2018 håndtryk fra alle nye statsborgere. Imamen opfordrede dengng til at blive væk fra de nye ceremonier. Ritzau Scanpix.
(ARKIV) Grimhøjmoskeen, formand Oussama El Saadi. DF og K krævede i 2018 håndtryk fra alle nye statsborgere. Imamen opfordrede dengng til at blive væk fra de nye ceremonier. Ritzau Scanpix. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Hvis du skulle møde Ida Auken, ville du så give hende hånden?

»Nej, selvfølgelig ikke. Men det har ikke noget med respekt at gøre.«

Den tilbagevendende debat om håndtryk eller ej blussede igen op, efter at den radikale folketingspolitiker for nylig havde besøg på sit Christiansborg-kontor.

Her gav en repræsentant fra en moské i Københavnsområdet i første omgang hånden til Ida Auken. Alt var som det skulle være.

Det gik først rigtig galt, da samtalen faldt på forholdet mellem mænd og kvinder. Her indskød manden, at han generelt helst undgår at give kvinder hånd.

Han gør det kun, når dem, som han møder for første gang, ikke ved det. Ida Auken skulle derfor heller ikke forvente at trykke hans hånd igen, når de sagde farvel.

'Alt vender sig i mig. Jeg bliver rasende over at blive sat i sådan en situation,' skriver folketingspolitikeren efterfølgende om oplevelsen i et debatindlæg i Politiken.

'Jeg fortæller ham, at han ikke har nogen ret til at sætte mig i denne situation. Det er dybt disrespektfuldt over for mig og over for demokratiet,' fortsætter hun.

Det har ikke været muligt at høre repræsentanten fra moskéen om mødet, da Ida Auken ikke ønsker at oplyse mandens navn og hænge ham ud.

I stedet tager den århusianske imam Oussama El-Saadi gerne bladet fra munden og del i debatten på den unavngivne mands vegne.

Og han er også her uenig i kritikken fra Ida Auken.

For muslimer har(!) ret til at fravælge håndtrykket med kvinder, og det har intet med køn eller respekt at gøre, forklarer han.

Ida Auken fra Radikale mener ikke at den type forskelsbehandling hører hjemme i Danmark. (Ritzau Scanpix)
Ida Auken fra Radikale mener ikke at den type forskelsbehandling hører hjemme i Danmark. (Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Er vi et frit land eller ej? Hvis man ikke selv må vælge at give hånd, så skal vi sige, at vi lever i et diktatur, hvor man skal gøre, som politikerne vil have.«

Selv har imamen fra Grimhøj-moskéen ikke mødt mange kvinder, der er blevet sure over det. Med undtagelse af Inger Støjberg, tilføjer han.

»Vi vil stå fast på vores rettigheder, og hvis vi ikke må det, så skal det måske ikke hedde Danmark, men Inger Støjberg-land.«

Hvor vigtigt er håndtrykket for dig?

»Jeg kan godt give en kvinde hånden, hvis jeg kommer i en nødsituation. Får jeg en pistol mod panden, så giver jeg hende hånden,« siger Oussama El-Saadi.

Tidligere har Ida Auken og Radikale Venstre tordnet mod håndtryksloven.

Håndtryksloven dikterer, at hvis man vil være dansk, så skal ansøgere om statsborgerskab give hånd til deres borgmester ved en ceremoni. Uanset om det er en kvinde eller mand.

'Det er en hån mod vores land at reducere Danmark til noget med at give hånd,' skrev Ida Auken sidste år.

Den uheldige episode på Christiansborg har dog ikke ændret hendes syn på håndtryksloven.

»Jeg har altid ment, at man skal give hånd til de mennesker, man møder. Også når man bliver dansk statsborger, men der er grænser for, hvad man skal lovgive om.«

»Den lov ændrer jo ikke noget. Jeg synes kun, at vi skal lave love, når de har en konkret effekt.«

Oussama El-Saadi siger, at håndtrykket er et religiøst anliggende, som han fastholder sin ret til at stå fast på?

»Jeg mener, at det er undertrykkelse forklædt som religion og ærbarhed. Den køber jeg ikke. Det hører ikke til i det 21. århundrede.«

Samme holdning deler indfødtsret- og udlændingeordfører i Radikale Venstre, Andreas Steenberg. Han mener heller ikke, at lovgivning er svaret.

»Vi har i Radikale Venstre i mange år også taget afstand fra de præster, som ikke vil give kvindelige præster hånden, men det lovgiver vi heller ikke på.«

I stedet skal man ifølge Andreas Steenberg fortsætte med at skabe debat og arbejde mod en kulturændring.