Modellen Teddy Quinlivan er den første transkønnede model, der bookes af modehuset Chanel.

Amerikanske Teddy Quinlivan har gennem sin barndom kæmpet med mobning, dødstrusler og vold i hjemmet, men en ny sejr får hende til at reflektere over sit liv og sige:

'Den her sejr får alt det lort til at være det hele værd,' skriver hun i et opslag på det sociale medie Instagram.

Hun deler en video fra en Chanel-reklame og annoncerer samtidig, at hun er den første model til at blive booket af modehuset som 'officiel' transkønnet.

Her er Teddy Quinlivan til Cannes Film Festival i maj 2019.
Her er Teddy Quinlivan til Cannes Film Festival i maj 2019. Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere

'Jeg troede, jeg aldrig skulle arbejde for det ikoniske Chanel-hus igen. Men her er jeg i en Chanel Beauty reklame.'

Transkønnet er betegnelsen for personer, der ikke føler, deres kønsidentitet stemmer overens med det biologiske køn, de blev født som.

Teddy Quinlivan fortalte omverden om sit kønsskifte i 2017, skriver Minmote.

Men inden da gik hun to show ned af catwalken for Chanel i 2017.

Den helt store forskel denne gang er så, at Chanel har valgt lige præcis hende som model - velvidende, at hun er transkønnet.

Da hun gik åbent ud om sin kønsidentitet var hun afklaret med, at det personlige valg kunne betyde, mange virksomheder ville fravælge hende som ansigt for deres produkter.

Derfor er Teddy Quinlivan stolt af, at Chanel har valgt hende til at lægge ansigt til modehusets make-up.

'Jeg er den første åbne transperson til at arbejde for Chanel, og jeg er utroligt ydmyg og stolt af at repræsentere transkønnede.'