Rubjerg Knude Fyr ligger faretruende nær Vesterhavet og skal nu flyttes 60-80 meter ind i landet.

En af de mest besøgte turistattraktioner ved den jyske vestkyst, Rubjerg Knude Fyr, skal flyttes længere ind i landet.

Det fortæller DR Nordjylland.

Fyret står på kanten til det frådende Vesterhav og er tæt på at blive bølgernes næste bytte.

Planen er at flytte fyret 60 til 80 meter længere ind i sandklitterne.

- Det betyder, at vi kan sikre fyret og den enorme mængde turister, der hvert år besøger stedet, siger formanden for Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalg, Søren Smalbro (V), til DR Nordjylland.

Da Rubjerg Knude Fyr blev bygget i 1899, lå det over 200 meter inde i landet. Men havet har hvert år taget en god bid af kysten, og fyret ligger nu helt frit mod havet.

Flytningen vil betyde, at fyret vil være sikret de næste 20 til 40 år, vurderer Hjørring Kommune.

Fyret blev tændt for sidste gang i 1968. Derefter blev det slukket, fordi sandet lå så højt, at det til tider var umuligt at se lyset fra fyret fra havet.

Flytningen af fyret kommer ikke umiddelbart til at koste borgerne i Hjørring Kommune noget.

Regeringen har i sit forslag til finansloven for 2019 afsat fem millioner kroner til flytteprojektet.

Inden flytningen kan blive til noget, skal projektet godkendes af hele byrådet. Desuden skal der indhentes tilladelser og dispensationer fra blandt andet Fredningsnævnet.

Rubjerg Knude Fyr blev sidste år besøgt af cirka 250.000 mennesker.

/ritzau/