Hudinfektionen huddifteri er særdeles sjælden i Danmark.

Faktisk har der ikke været et eneste tilfælde konstateret i de seneste seks år.

Men nu oplyser Statens Serum Institut (SSI), at en ældre person er blevet ramt af huddifteri.

Personen havde et kronisk sår på foden, som ikke ville hele, og derfor tog lægerne en prøve fra såret. Her kunne de påvise bakterierne Pseudomonas aeruginosa og C. ulcerans.

Sidstnævnte er den bakterie, der kan producere det giftstof, som forårsager difteri og difterilignende infektioner hos patienter.

Den ældre person var allerede i antibiotikabehandling, da bakterien blev påvist, og patienten er ikke blevet indlagt.

Difteri kan i alvorlige tilfælde skade både nyrer, hjerte og nervesystem og kan være dødelig, men sygdommen er fortsat meget sjælden i Danmark.

Der findes to slags difteri, hud- og halsdifteri. Sidstnævnte er mere alvorlig og mere  sjælden og er ikke blevet påvist i Danmark i 30 år. 

Alligevel opfordrer instituttet læger til at være opmærksomme på, at der i flere europæiske lande er blevet registreret flere tilfælde af difteri forårsaget af C. diphtheriae i de senere år.