Ikke set i 3 år: Inflation stiger til 4,0 procent
Stigningen i inflationen hænger sammen med konflikten i Mellemøsten, der har medført højere energipriser.
Stigningen i inflationen hænger sammen med konflikten i Mellemøsten, der har medført højere energipriser.
Inflationen i eurozonen steg i oktober til fire procent, hvilket er det højeste niveau i mere end tre år.
Det viser en foreløbig opgørelse fra EU's statistikbureau, Eurostat.
Det betyder dermed, at inflationen er dobbelt så høj som Den Europæiske Centralbanks målsætning om en inflation på to procent.
Stigningen skal ifølge Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i AL Sydbank, ses i lyset af stigende energipriser.
- Inflationen i eurozonen presses op af højere energipriser på grund af konflikten i Mellemøsten. I oktober steg energipriserne med 1,4 procent, og i løbet af det seneste år er energipriserne steget med 20,8 procent.
- Det giver god mening, da olieprisen og naturgasprisen er steget med henholdsvis 70 procent og 230 procent siden årets begyndelse, skriver han i en kommentar.
I september var inflationen i eurozonen 3,8 procent.
Eurozonen er en betegnelse, der bruges om de lande, som bruger euro som valuta.
RITZAU