»Telefonen er rødglødende.«
Sådan lyder det fra Søren Hansen, der er indehaver af Esbjerg Auto Center.
Han fortæller til TV Syd, at efter det danske vejr er skiftet, blandt andet efter at der er faldet sne, står bilejerne nu i kø for at få skiftet dæk.
»Lige nu har vi en venteliste på 60 biler, som vi simpelthen ikke kan løse lige nu. Jeg har ikke prøvet noget så voldsomt, og jeg har haft værkstedet i 21 år,« siger han til TV Syd.
Han tilføjer, at efterspørgslen i år er opstået tidligere end normalt.
Det skyldes især den nye lovgivning, der gør det ulovligt at køre med sommerdæk, når der er sne, frost eller is på vejene.
Ifølge Søren Hansen er det dog ikke vinterdæk, men helårsdæk, der er mest efterspurgte – særligt hos elbilsejerne.
Og kunderne står i kø efter dem, for der er angiveligt travlt på det jyske værksted de kommende to uger.

