Der findes blot 12 eksemplarer af den i hele verden – og til næste år kan du se den i Danmark.

Det sker, når Knuthenborg Safaripark slår dørene op for et helt nyt museum, der udstiller unikke og ægte fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr, der samlet udgør en værdi på et trecifret millionbeløb.

Det oplyser man i en pressemeddelelse.

Den 1. april næste år åbner Knuthenborg Safaripark for Evolutionsmuseet, der samtidig bliver safariparkens 'største satsning nogensinde'.

Illustration af en Archaeopteryx. På Evolutionsmuseet kan man se et af verdens blot tolv fossiler af fortidsfuglen. Den levede for omkring 150 mio. år siden og blev fundet ved byen Daiting i Bayern, Tyskland.
Illustration af en Archaeopteryx. På Evolutionsmuseet kan man se et af verdens blot tolv fossiler af fortidsfuglen. Den levede for omkring 150 mio. år siden og blev fundet ved byen Daiting i Bayern, Tyskland. Foto: Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark // Sergey Dives
Vis mere

Der vil man udstille fossiler, der aldrig før har været i Danmark – og som noget helt særligt har museet fået mulighed for at udstille et eksemplar af den uhyre sjældne Archaeopteryx.

På verdensplan findes der blot 12 eksemplarer af den, og den anses af flere som det vigtigste fossil nogensinde.

Årsagen til det er dens betydning for vores forståelse af evolution, oplyses det. Den levede nemlig side om side med dinosaurerne for 150 millioner år siden, og ifølge forskere beviser den Darwins evolutionsteori i kraft af dens status som halvt fugl, halvt dinosaur.

»Det er nogle af verdens absolut bedst bevarede dinosaurskeletter fra rigtige kæmper, der for millioner af år siden har bevæget sig rundt her på jorden,« siger Christoffer Knuth, der er direktør i Knuthenborg Safaripark.

Christoffer Knuth har selv deltaget i udgravningen af flere af de udstillede fossiler. I 2017 fandt han desuden selv et sjældent Gorgosaurus-fossil i Montana, USA.
Christoffer Knuth har selv deltaget i udgravningen af flere af de udstillede fossiler. I 2017 fandt han desuden selv et sjældent Gorgosaurus-fossil i Montana, USA. Foto: Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark
Vis mere

Evolutionsmuseet kommer til at ligge inde i Knuthenborg Safaripark og vil strække sig over 1.000 kvadratmeter, hvor man vil kunne finde ægte skeletter fra seks dinosaurer, ti dyr fra Permtiden og en række store dyr fra Istiden.

Den samlede værdi af de udstillede dinosaurer og andre fortidsdyr udgør et trecifret millionbeløb.

»Evolutionsmuseet er en spændende nyhed for den danske oplevelsesbranche, også set med internationale briller, for dinosaurudstillinger af denne kaliber har et dedikeret internationalt publikum. Det er noget, vi ved, skaber interesse og anerkendelse i udlandet,« siger Brian Mikkelsen, som er direktør i Dansk Erhverv.

Frem til åbningen vil Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark løbende løfte sløret for mere information om de dinosaurer og fortidsdyr, publikum kan se frem til at opleve.