Smitten med covid-19 har nået et hidtil uset højt niveau blandt flere kommuner på den københavnske vestegn.

I Glostrup har smitten fredag slået landsrekord.

Kommunen har lige nu et incidenstal 3.634 smittede pr. 100.000 indbygger de sidste syv dage, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det svarer til én smittet pr. 27,52 borger, hvilket er det højeste smitteniveau, der nogensinde er målt i en dansk kommune under hele coronaepidemien.

Glostrups høje smitte skyldes 852 bekræftede smittetilfælde den seneste uge blandt kommunes 23.445 indbyggere.

»Det er ærgerligt, at vi er tilbage i toppen.« sagde Glostrups borgmester, Kasper Damsgaard (S) til B.T. tidligere på ugen, efter at kommunen havde overtaget førstepladsen på listen over kommuner med mest smitte.

Kasper Damsgaard er borgmester i Glostrup Kommune. Foto: Pressefoto
Kasper Damsgaard er borgmester i Glostrup Kommune. Foto: Pressefoto
Vis mere

Som konsekvens havde Glostrup Kommune blandt andet valgt at lukke en daginstitution på grund af for høj smitte, oplyste borgmesteren.

Glostrup har tidligere været Danmarks mest smitteplagede kommune. Men det var helt tilbage under første coronabølge i foråret 2020.

Nu er vestegnskommunen så atter tilbage i den triste corona-førertrøje, og det er for alvor begyndt at slide på børne- og ældreområdet.

»Vi mærker det især ude i vores daginstitutioner og på vores ældreområde, hvor det øjeblikket er svært at opretholde driften. Vi har smittede pædagoger, og det samme gælder for plejepersonalet på ældreområdet,« lød det fra Kasper Damsgaard.

Han fortæller, at kommunen i øjeblikket arbejder hårdt for at undgå, at der  skæres i daginstitutionernes åbningstider.

»Der er sendt beskeder ud til forældrene med en appel om, at de bestræber sig på enten at aflevere deres børn senere eller henter dem tidligere,« sagde Kasper Damsgaard.

Også Glostrups ældreområde oplever en stor andel sygemeldte medarbejdere som følge at det høje smitteniveau.

»Det kan være svært at få en vagtplan til at gå op, fordi personalet bliver enten syge eller er nærkontakt til en smittet og dermed selv må gå i isolation,« lød det fra Kasper Damsgaard, som opfordrede borgerne i Glostrup til at smitten alvorligt og skynde sig at få tredje stik og i det hele taget tilslutte sig coronavaccinen.

»Det er vigtigt, vi passer på hinanden. Man bør huske at bære mundbind, spritte af og tænke over, hvor og hvem man opholder sig sammen med,« lyder det fra borgmesteren.

Statistisk set har 26,8 procent af Glostrup Kommunes knap 23.500 indbyggere været smittet med coronavirus, siden man begyndte at registrere virussen i Danmark 27. januar 2020.

Det fem hårdest ramte kommuner ligger alle på den københavnske vestegn. Udover Glostrup Kommune tæller smittens top-5 kommunerne Albertslund, Hvidovre, Ishøj og Brøndby.