I løbet af ganske få år er antallet af ikke-religiøse begravelser og bisættelser steget kraftigt.

Indtil for relativt nylig har det været en meget udbredt tradition i Danmark, at der var en præst til stede, når nogen skulle bisættes eller begraves.

Mens de kirkelige ceremonier med dåb og bryllupper længe har været udfordret, har danskerne holdt fast ved, at en kirke skal danne rammen om livets afslutning.

Men noget er så småt begyndt at røre på sig på det punkt. Antallet af begravelser og bisættelser uden medvirken af hverken en præst, rabbiner, imam eller anden religiøs autoritet er steget kraftigt i løbet af få år.

Sidste år fik 8846 personer en ikke-religiøs bisættelse eller begravelse - eller "uden gejstlig medvirken", som det hedder hos Danmarks Statistik. Det er en stigning på 84 procent i forhold til 2006, der er de ældste tilgængelige data.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Stigningen i tallene er endnu et eksempel på, at folkekirken gradvist om end langsomt mister noget af sin tilslutning i befolkningen.

Det siger Ulla Schmidt, der er teologiprofessor ved Aarhus Universitet, hvor hun leder et forskningsprojekt om død, minde og religion i Danmark.

- Døden har traditionelt været den livsovergang, hvor kirken har stået stærkest. Men nu begynder vi så småt at se en nedgang.

- Mens kirken længe har arbejdet med, hvordan den kan få hævet dåbstallet og antallet af kirkelige bryllupper, er de faldende begravelses- og bisættelsestal en ny situation, folkekirken endnu ikke har gjort noget for at imødegå, siger hun.

Udviklingen gør sig gældende over hele landet, men er især tydelig i København, hvor næsten en tredjedel af alle begravelser og bisættelser sidste år foregik, uden at noget trossamfund var involveret.

På landsplan udgjorde denne slags begravelser sidste år 16 procent af de i alt 55.262 begravelser og bisættelser. I 2006 udgjorde de kun ni procent.

En del af forklaringen på stigningen kan ifølge Ulla Schmidt være, at Danmark i stadig højere grad bliver et flerreligiøst samfund, hvor folkekirken ikke er det umiddelbare valg.

/ritzau/