Ikea tilbagekalder uparfumerede kronelys med navnet Smöjträd, da en produktionsfejl gør, at de kan forårsage større flammer og dermed udgøre en risiko for brand.
Det skriver Ikea på sin hjemmeside.
- På grund af en produktionsfejl kan nogle Smöjträd-stearinlys indeholde yderligere væger indlejret i voksen.
Der er tale om lys i farverne beige, grøn, lysegrøn og lyserød, der er solgt mellem 1. juni 2025 og 4. marts 2026.
- I de berørte produkter kan de ekstra væger antændes, hvilket forårsager en større flamme og udgør derfor en risiko for brand eller brandskader, skriver Ikea om tilbagekaldelsen.
Lysene er solgt i Danmark og en række andre europæiske lande som Tyskland, Norge og Sverige.
Kunder, der har købt lysene, opfordres til at stoppe med at bruge dem og aflevere dem i et af kædens varehuse.
Her vil kunder modtage en fuld tilbagebetaling, og man behøver ikke at fremvise købsbevis, lyder det.
- Hvis du har solgt, udlånt eller foræret det berørte produkt til andre, beder vi dig venligst hjælpe os med at sprede budskabet om denne tilbagekaldelse, skriver Ikea.
/ritzau/
