IKEA tilbagekalder en hagesmæk, som har vist sig at være farlig for små børn.

Det drejer sig om MATVRÅ-hagemækken, som har en knap, som babyer potentielt kan blive kvalt i.

Kunder, der har købt varen, kan henvende sig til møbelkæden og få deres penge retur.

I en pressemeddelelse fra koncernen beder IKEA alle kunder om at stoppe brugen af produktet og levere produktet tilbage til IKEA. Du behøver ikke have din kvittering med for at få pengene tilbage.

»Vi er blevet opmærksomme på, at der er risiko for, at knappen kan falde af, hvis barnet trækker i den,« siger Emelie Knoester, Business Area Manager hos IKEA of Sweden.

Hun tilføjer, at IKEA har valgt at tilbagekalde produktet som en forebyggende foranstaltning.

De andre hagesmække af samme navn, MATVRÅ, mønster med frugt/grøntsager, grøn/gul, er sikre, fordi de er fremstillet af et andet materiale og har et andet design.