Til sommer er 25-årige Ida Nyby Lise færdig som sygeplejerske og skal ud i virkeligheden. Fagligt føler hun sig da også klædt på til opgaven.

»Men personligt er jeg mere nervøs for det, fordi vi på grund af corona er gået glip af meget praktisk erfaring,« siger hun.

Det er efterhånden et år siden, at hun sad i frokoststuen på en afdeling og læste om et smitteudbrud på en natklub i København, hvor hun også selv havde været få dage inden.

Derfor blev hun straks sendt hjem. Og inden hun nåede tilbage, lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned. Siden er Ida Nyby Lises undervisning foregået hjemme bag en skærm.

Til sommer er 25-årige Ida Nyby Lise færdig som sygeplejerske.
Til sommer er 25-årige Ida Nyby Lise færdig som sygeplejerske.
Vis mere

»Jeg ved godt, at det gælder mange praktiske uddannelser,« siger hun og fortsætter:

»Som sygeplejerske handler jobbet bare enormt meget om, at man er med verbalt og kropsligt, og i et år har vi bare siddet på hver vores værelse og kigget ind i en skærm. Det er jo ikke sådan, man lærer sygepleje.«

Hun har især savnet den praktiske undervisning, hvor man i et simulationslaboratorium for eksempel øver sig i at tage blodprøver.

»Når vi er ude på en rigtig afdeling, står vi med et ansvar, hvor det gælder liv og død. Derfor er det vigtigt først at få lov at prøve af og fejle i et simulationslaboratorium,« siger hun.

Også selve praktikken har været udfordret. Personligt har hun mistet en tredjedel af et praktikforløb på ti uger i efteråret, fordi hun havde været tæt på en, der måske havde corona.

Og her i starten af året skulle hun have været tre uger på en afdeling i forbindelse med et fag om, hvordan man går fra studerende til nyuddannet. De direkte observationer blev erstattet med samtaler over Microsoft Teams.

»Så jeg har slet ikke været ude at mærke, hvordan en dagligdag er,« siger Ida Nyby Lise.

Sådan har det også været for 95 procent af hendes medstuderende i det pågældende fag. Kun få elever fik i de tre uger lov at komme ud på afdelingerne.

Ida Nyby Lise er da heller ikke blind for, at afdelingerne på grund af corona har været nødt til at prioritere anderledes.

I de uger, hun rent faktisk har været i praktik på en medicinsk afdeling, har hun oplevet en i forvejen presset medicinsk afdeling miste endnu flere hænder, som skulle bruges til at tage imod covid-19-patienter.

»Det var virkelig vildt at se, hvordan man bare bliver rykket rundt, og hvor stressede folk var,« siger hun.

I hvert fald blev hun kun bekræftet i, at hun har valgt en anden karrierevej.

»Jeg skal ikke ud i det offentlige. Jeg skal ud og være på en privatklinik,« siger hun og fortsætter:

»Det er jeg kun blevet bekræftet endnu mere i. Jeg er virkelig blevet skræmt over, hvordan det fungerer i det offentlige,« siger hun.

Der er dog økonomisk hjælp på vej til Ida Nyby Lise og andre afgangselever på praktisk rettede videregående uddannelser.

Et bredt flertal i Folketinget har netop afsat 100 millioner kroner til ekstra undervisning, sommerskoler og forskudte eksamener til de studerende, der skal afslutte deres uddannelse i 2021.

Ida Nyby Lise har dog svært ved at se, hvordan den store pose penge skal nå at hjælpe.

»Uddannelsesmæssigt er der ikke meget mere, man kan nå at gøre for os, der stopper til sommer. Lige om lidt går vi i gang med vores bachelor, som er udgangspunktet for, at vi får vores autorisation. Så kan vi ikke samtidig gå til undervisning i alle weekender,« siger hun.

Men hvordan mener du så, I kan blive klædt bedre på?

»Jeg håber, at der er nogle arbejdsgivere, som er opmærksomme på at få lukket de huller og den usikkerhed, vi kommer ud med,« siger Ida Nyby Lise vel vidende, at hun nok er bedre stillet i det private end de af hendes medstuderende, som skal ud i det offentlige, hvor presset stadig er stort.

Og så håber hun, at man får afsat nogle midler til at lukke hullerne for studerende på andre semestre, så de ikke ender i samme situation. Hun har nu i et år forsøgt at gøre opmærksom på problemet.

»Vi er jo som sygeplejersker nøglepersoner i hele den her coronaepidemi, så jeg kan undre mig over, hvorfor man ikke tager os lidt mere seriøst,« siger Ida Nyby Lise.