Først var det ene fly forsinket, derefter dukkede bagagen aldrig op.

Ibrahima Ndione nåede frem til Senegal i god behold, men det er også det eneste positive, han kan sige om selve rejsen.

Lørdag den 12. februar skulle han flyve med TAP Portugal fra København til Lissabon, hvor det var SAS Ground Handling, SGH, der stod for bagagen. Derefter skulle han med et fly videre til Dakar i Senegal.

Det gik dog allerede skævt i Københavns Lufthavn, da bagagemedarbejderne fra SGH valgte at strejke for at markere deres utilfredshed med arbejdsforholdene. En strejke, der først blev nedlagt igen natten til tirsdag.

»Alle dem, der kom fra København, fik ikke deres bagage udleveret. Det er meget frustrerende, da jeg er kommet afsted uden gaver og mine private ejendele. Jeg føler, jeg har fået ødelagt min ferie,« fortæller en tydeligt frustreret Ibrahima Ndione, der er på besøg hos sin familie i Senegal.

Selv har han forsøgt at gøre noget ved situationen ved at ringe ind til flyselskabet, han rejste med, hver dag, men beskeden er den samme: Bagagen er ikke dukket op.

Da Ibrahima Ndione kun skal være af sted i to ugers tid, er han ikke alt for optimistisk i forhold til at nå at få sin bagage, inden han vender hjem til Danmark igen.

»Jeg sidder med en stor uvished,« siger han.

Ibrahima Ndione er en af de passagerer, der er kommet afsted uden sin bagage. Privatfoto.
Ibrahima Ndione er en af de passagerer, der er kommet afsted uden sin bagage. Privatfoto.
Vis mere

Dog har han gjort et par ting rigtigt, hvis man spørger direktøren hos flyvehjaelp.dk.

For Ibrahima Ndione har fået dokumentation for, at hans bagage ikke er kommet frem og oprettet en sag ved flyselskabet. Og det er første skridt.

Desuden har han ret til at få dækket et par udgifter:

»Hvis man ikke har modtaget sin bagage, har man ret til at få dækket fornødenheder som eksempelvis undertøj, en T-shirt og en tandbørste. Det skal dog være inden for rimelighedens grænser,« forklarer Gustav Thybo fra flyhjaelp.dk.

Ens flyselskab dækker udgifterne hertil. Det gælder for alle flyrejsende, der mister deres bagage, uafhængigt af om man har en rejseforsikring eller ej. Det var Ibrahima Ndione dog ikke klar over før nu.

»Det er jeg ikke blevet oplyst om,« forklarer han.

Ifølge Gustav Thybo er det altid en god idé at kontakte sin rejseforsikring, hvis man har sådan en, da de kan give en hjælpende hånd, hvis uheldet er ude, og bagagen bliver væk på rejsen. Hvor stor, hjælpen bliver, kommer dog an på ens forsikringsaftale.

Ellers gælder følgende:

»Hvis ens bagage ikke dukker op efter 21 dage, anses den for at være bortkommen,« siger Gustav Thybo.

»Det betyder, at man skal sandsynliggøre, hvad der var i kufferten. Her kan man blive kompenseret på op til 10.000 kroner.«

B.T. har henvendt sig til SAS Ground Handling, som står for bagagen for flere flyselskaber, men de er endnu ikke vendt tilbage.