Kunstneren og provokatøren Ibi-Pippi Orup Sommer var onsdag den 8. september til afhøring hos Nordjyllands Politi. 

Afhøringen handlede om en sag, hvor kunstneren er sigtet for krænkelse af kvindelige ansatte i Kriminalforsorgen, skriver TV 2 Østjylland.   

Og Ibi-Pippi er mildt sagt chokeret over politiets prioritering. 

»Jeg er rystet over, at man vælger at spilde samfundets ressourcer på noget så latterligt. Det er jo helt tåbeligt,« siger Ibi-Pippi Orup Sommer til mediet.

Sagen begyndte under Ibi-Pippis afsoning i Møgelkær Fængsel syd for Horsens. Her lavede hun kunstværket 'Toksisk Maskulinitet'. 

På værket ses en kvindelig fængselsbetjent i uniform med en sodavandsdåse mellem brysterne – og netop dét, har fængselsledelsen anset for værende seksuelt krænkende overfor kvindelige ansatte. 

Tidligere på året var sagen også op og vende ved Direktoratet for Kriminalforsorgen, som underkendte og i stedet besluttede, at Ibi-Pippi skulle have 22.55 kroner i erstatning. 

Efter den afgørelse troede hun, at politiet ville droppe sigtelsen. Men sådan er det ikke endt – tværtimod har Nordjylland Politi fortsat efterforskningen. 

Nordjyllands Politi bekræfter overfor TV 2 Østjylland, at Ibi-Pippi Orup Sommer har været til afhøring den 8. oktober, og at der er sket sigtelse i den forbindelse.

Da der er tale om en verserende sag, har politiet ikke yderligere kommentarer.