Iben Besser Jespersen gik en dejlig tur i solskinsvejret med sine to hunde ved Stadionsøen i Aarhus.

Pludselig fik hun øje på noget, der fik hende til at spærre øjnene op.

Og det var ikke de flotte vintergækker, hun ellers nyder at se på, men det skilt, der var placeret lige ved siden af dem.

»Penis maa ikke betrædes. Gelanthus Nivalis (almindelig vinterpik). Aarhus Kommune,« stod der på skiltet.

»Jeg tænker, det er simpelthen løgn, da jeg får set, hvad der står. Det var jo noget meget mærkeligt, der stod,« siger en storgrinende Iben Besser Jespersen.

Det var dette skilt, der fik Iben Besser Jespersen til at spærre øjnene op på sin gåtur.
Det var dette skilt, der fik Iben Besser Jespersen til at spærre øjnene op på sin gåtur.
Vis mere

Hun troede egentlig, der stod, at vintergækkerne ikke måtte betrædes, og da hun slog de latinske ord op, stod der ganske rigtig også vintergæk på skiltet.

»Det passer jo fint, men jeg kunne ikke helt relatere det til penis. Jeg synes, det var så sjovt,« fortæller Iben Besser Jespersen.

Hun lagde efterfølgende et billede op på Facebook, og her fik det da også mange humoristiske kommentarer med på vejen.

»Kender det godt, det gør mega ondt,« er der blandt andet en, der skriver.

Iben Besser Jespersen er dog ganske imponeret over skiltet.

»Det er meget veludført og æstetisk lavet. Det er imponerende. Mon der er en, der har sat et kamera i et af træerne for at se folks reaktion. Det er virkelig sjovt fundet på, og det står så fint der. Det passer lige til sådan en lille park,« siger Iben Besser Jespersen.

Iben Besser Jespersen besøger onsdag skiltet for anden gang – hun skulle lige se, om det stadig stod der – og her opdager hun en sammenhæng.

»Når man kigger på den måde, vintergækkerne er formet på, så kunne det faktisk godt minde om en penis, når man betragter det på afstand. En penis og så et par dråber for enden af fallos kunne det ligne. Så det bliver da helt hedt nu,« siger hun.

Iben Besser Jespersen mener ikke, der skal meget fantasi til at se, at vintergækkerne godt kan ligne en penis.
Iben Besser Jespersen mener ikke, der skal meget fantasi til at se, at vintergækkerne godt kan ligne en penis.
Vis mere

Iben Besser Jespersen skal dog ikke forvente at kunne nyde skiltet særlig længe endnu.

Aarhus Kommune fortæller nemlig, at det bestemt ikke er deres værk, og at skiltet vil blive pillet ned i morgen.

Det er dog ikke noget, der huer Iben Besser Jespersen.

»Ja, det kan lige ligne dem! Herregud, så er de måske ikke selv klar over, hvad vintergækkerne ligner. De kan selvfølgelig ikke lægge navn til sådan noget, men jeg synes da, det er ærgerligt. Det var et frisk indslag i den kedelige skovbund,« afslutter Iben Besser Jespersen.