Iben blev skilt - men familien holder sammen: 'Jeg har stadig min kernefamilie, selv om jeg er blevet skilt'

Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Ibens ægteskab får en klassisk begyndelse, men skilsmissen 21 år senere ender ikke helt almindeligt.

Efter parterapi, brud og forbitrelse har Iben stadig en familie på fem, og den er åben for nye medlemmer. Her fortæller hun sin kærlighedshistorie.

Jeg var 24 år, og vi mødtes på Park Café i København. Christian var kok, og jeg var tjener. Jeg var kommet hjem fra kunstskole i Irland og skulle videre på animationsskole i Prag. Tjenerjobbet var en mellemlanding, inden jeg skulle videre på min dannelsesrejse.

Ud over at han var spritflot, bemærkede jeg, at han havde en særlig ørepiercing – næsten samme sted som mig. Og han havde flotte ører. Kollegerne sagde, at vi var kærester, og så jokede vi med, at det måtte vi hellere se at blive. Kort tid efter inviterede han mig med til en afslutningsfest for en af de andre kokke; han troede tydeligvis, at han skulle score mig. Men jeg scorede ham først.

De første to måneder var vi ikke officielt kærester. Vi løj og sagde, vi skulle på ferie hver sit sted. Han skulle til Spanien, og jeg til Portugal. Og så tog vi sammen til Grækenland.

Vi gad ikke, at kollegerne blandede sig, før vi selv havde afgjort, om det skulle være mere end en flirt. Men jeg fik hurtigt en stærk følelse af, at han gjorde mig til en bedre version af mig selv. Han gav mig en ro, jeg ikke selv havde haft adgang til.

Ferien i Grækenland var bare magi. Vi grinede, knaldede i alle bugterne, drak vin, forfulgte eventyret. Og lige pludselig trak Prag ikke så meget. Jeg havde været sammen med en kæreste i fem år før Christian, og jeg var nysgerrig på, om jeg kunne finde ud af et parforhold igen. Han var til gengæld meget tydelig fra starten. »Vil du ikke bare flytte ind hos mig?«.

Jeg havde levet det her Rolling Stones-liv som bartender og kunststuderende. Jeg er vokset op i Mellemøsten med en enlig, karriereorienteret mor, og selvom jeg aldrig var i tvivl om hendes kærlighed, var jeg altid på sidelinjen i hendes liv. Min far var ikke til stede, og jeg kendte ikke til kernefamilien.

Jeg havde min mormor, min mors brødre og storebror, men når min mors karriere stak af, stod jeg alene. Jeg havde altid en følelse af, at livet kunne tilbyde hvad som helst, men det var også utrygt aldrig at vide, hvad dagen i morgen ville bringe.

Kompromiser var kærlighed

Christian var den, der tilbød mig stabilitet. Ro og nærvær. Så jeg satsede på ham, blev bartender og flyttede sammen med ham på Nørrebro. Vi havde ikke boet sammen ret længe, før jeg blev hængende til en spontan fest, efter at min bartendervagt var ovre, der varede hele natten.

Så ringede han ned efter mig og sagde: »Det er ikke okay, at jeg skal bekymre mig om dig. Du bør ringe hjem og sige, hvis den bliver klokken ti om morgenen, så jeg kan sove ordentligt, til du kommer hjem.« Det var der aldrig nogen, der havde sagt til mig før – og det føltes trygt.

Turen til Prag ændrede jeg til et forløb på en dansk kunstskole i Nordsjælland, og så ville jeg til Sri Lanka bagefter. Men kun tre måneder efter at jeg var flyttet ind hos ham, sagde han: »Det er dig, jeg skal have børn med.« Jeg var lige fyldt 25 år og ville først rejse, være mig selv. Men så fik han min mor til at snakke med mig. »Det kan du sagtens,« mente hun. »Der er intet i vejen for, at du rejser, udlever dig selv og får børn samtidig.«

Så jeg blev gravid. Og kom ikke til Sri Lanka. »Du kan ikke rejse rundt i et usikkert land. Du skal være gravid side om side med faderen til vores barn,« sagde han. Så hvis jeg skulle rejse, ville han med. Vi havde en forhandling, hvor jeg bad ham love mig, at vi kom til at rejse meget med vores børn.

Min kommende mand havde på det tidspunkt ikke været mere væk end vores ferie til Grækenland og andre småferier. Han vidste ikke, hvad han sagde ja til. For ja, jeg er dansker, men jeg trives bedst uden for landets grænser. Der, hvor rammerne er flydende.

Vi planlagde en tre ugers backpackertur til Sicilien, da jeg var tre måneder henne. Jeg var ganske hormonel og gjorde op med en masse barndomstraumer med en fjern far.

Det var ikke udramatisk at være sammen med mig på den tur. Men han flygtede ikke, han var stabil og dejlig. Kompromiserne, vi indgik på hinandens vegne – min udlængsel over for hans talent for stabilitet – var vi enige om meget tidligt. Jeg husker det ikke engang som kompromiser, det var kærlighedserklæringer.

Jeg fødte min første søn hjemme, og vi var så meget et team omkring det hele. Christian græd, så det sprøjtede med tårer – det gjorde han alle de tre gange, hvor jeg fødte. Alle kom og besøgte os, men vi burede os også inde med baby, mad i fryseren og bare hinanden. Vi var så glade og nyforelskede – alt fungerede. Også sexlivet.

Da min søn fyldte 2,5 år, fik vi mulighed for at rejse fire måneder til Zanzibar. Jeg er opvokset i den arabiske kultur, og den mulighed gav adgang til præcis den del af livet, jeg savnede. Jeg startede et lokalt skrædderi, og han arrangerede bæredygtig turisme.

Efter de fire måneder rejste vi frem og tilbage mellem Zanzibar og Danmark, og hjem for mig holdt op med at være Danmark. Desværre tjente vores små virksomheder ikke nok til, at vi kunne leve af det, og Christian ville ikke låne penge i vores andelslejlighed. Så han hev os hjem til den danske stabilitet efter fem år ude.

Han handlede ud af kærlighed. Vi havde fået et barn mere, og han satte familiens sikkerhed først. Jeg måtte give afkald på mit dybe ønske om en tilværelse i udlandet. Familien vandt over mine drømme – hvilket jeg ikke fortryder. Men det skifte satte et skår i vores kærlighed, tror jeg.

Når jeg ikke kunne få mit liv ude i verden, måtte jeg skrue op for noget andet. Jeg ville have et barn mere, og han var med. Jeg var 34 år, da vi fik vores yngste barn. Samtidig besluttede jeg mig for at bruge de ting, jeg havde lært af at være selvstændig i Zanzibar, til at arbejde med socialt iværksætteri herhjemme. Jeg uddannede mig til cand.it. og blev projektleder i en NGO.

Vi fik kernefamilielivet. Klassekammerater ind og ud af huset, middage med andre børnefamilier, stabilitet og hverdagslykke. Han blev kantinekok med gode arbejdstider og masser af overskud til børnene. Han levede op til det løfte om tryghed, jeg forelskede mig dybt i. Han fyldte køleskabet med økologisk sødmælk og sundhed, mens jeg inviterede gæster og skruede op for musikken. Vi supplerede virkelig hinanden.

Sammen i sorgen

Det, vi forelskede os i, blev desværre også vores forholds akilleshæl. Han er så stabil, at det blev klaustrofobisk for mig, og jeg er så vild, at det blev angstprovokerende for ham. Han tog sig tid til at gennemtænke en beslutning – og vupti havde jeg allerede handlet.

Da børnene blev store og fyldte mindre, kom kontrasterne til at fylde mere. Og det blev tydeligt, at kærligheden var smuttet fra os. I starten føltes kompromiserne som kærlighed. Pludselig blev de rene kompromiser. Min klaustrofobi voksede i takt med hans længsel efter fredsommelighed. Han drømte om at komme på landet, og jeg drømte om at komme til Indien.

Vi gik i parterapi, vi havde sex, vi legede stadig far, mor og børn. Men vi var ikke længere med i hinandens drømme. Vores ældste barn flyttede hjemmefra i sommeren 2020. Så købte vi en hund for at kitte familien sammen med den, men fandt ikke tilbage til den kærlighedsvækkelse, vi kunne samles om, da vores første søn blev født.

Kort efter havde vi et afgørende skænderi. Vores søn meldte ud, at han ville holde jul på Ungdomsøen på Middelgrundsfortet. I min verden behøvede vi ikke at sidde forankret hjemme i køkkenalrummet juleaften, og jeg foreslog, at vi alle holdt jul på Middelgrundsfortet.

»Man kan ikke holde jul på en ø,« var Christians svar. »Det har vi gjort på Zanzibar,« indvendte jeg. Jeg fik følelsen af, at han ville blive i sin faste form, og jeg ville følge med mine børn. Under det skænderi bad jeg ham flytte ud. Det var gamechangeren for mig.

Han tog det næste skridt to måneder senere. Han sagde, at han ville skilles. Jeg blev skubbet ud over kanten og følte ikke, at han havde kæmpet nok. Jeg gemte mig i et skab og sad bare og hulkede. Jeg følte mig så voldsomt svigtet.

Midt i al min selvmedlidenhed ringede min bedste ven hjem fra USA: »Der er sikkert alle mulige gode grunde til din vrede, din bitterhed, og at du føler dig som et offer,« sagde han. »Men hvis du eksekverer på den vrede, går det kun ud over dig selv. Du bliver grim af det. Det er ikke den kvinde, jeg kender, og det er ikke den kvinde, du er. Det der kan du gøre bedre! For du VIL være bedre end det.«

Der vågnede jeg op. Vi solgte familiehjemmet. Christian begyndte at kigge på hus på landet, og jeg pakkede billederne fra Grækenland og de afrikanske tekstiler, jeg havde båret børnene i.

Jeg var så ked af det, mens han var lettet og glad. Heldigvis hev han mig med til en parterapeut, og der sagde han: »Iben, vi skal ikke være sammen længere, for jeg elsker dig ikke mere.« Det var så smertefuldt at høre, og han græd voldsomt, for han havde jo også mistet noget værdifuldt. Og det ændrede alt: Vi var sammen i sorgen. Vi havde mistet det hele begge to.

Der kunne jeg tørre øjnene og slippe forbitrelsen. Jeg kunne endda føle glæde. Vi havde ikke gjort hinanden ondt. Vi har været sammen om kærligheden og sorgen. Jeg erkendte, hvor heldige vi var. Vi har haft 21 år sammen og skabt en familie bygget på kærlighed. Vi har ikke tvunget hinanden til noget – heller ikke at blive sammen.

I dag, hvor vi er skilt, kan jeg ringe til ham og spørge, hvad han synes om vores datters hjemmetid, og hvad vi mener om indkøb af nyt overtøj – og igen og igen er vi enige om værdierne. Vi er helt igennem enige om, at vi stadig er en familie med fem medlemmer. Også selvom der nu er flere hjem.

Vi flyttede fra hinanden i februar, og i påsken samlede min eksmand os i sit nye sommerhus. Der skabte han vores første nye tradition, hvor jeg ikke var konen, men gæsten i huset. Det var så hyggeligt. Vi fem fik talt om, hvordan vi er sammen som familie fremover; også når der kommer ny kærlighed til.

Og vi ønsker begge, at når den anden møder en ny, så skal det være, som når ungerne kommer hjem med en kæreste. De skal sidde med omkring bordet. Vi skal kunne give plads til ny kærlighed. Og tillade hinanden, at man godt må blive ked af det også.

Jeg fortryder intet. Jo, jeg fortryder den tid, da sorg og vrede blev så følelsesladet, at den blev irrationel og usaglig. Ellers fortryder jeg intet. Det fylder meget mere nu at være taknemmelig for alt det, vi fik sammen.

Artiklen er skrevet med Ibens eksmands samtykke.