Han havde ikke sovet i to måneder. Han drak – meget – i et forsøg på at få ro og falde i søvn. Han havde hele tiden følelsen af, at lige om lidt ville han regne den ud. Så ville det gå over.

Da hans far endelig fik ham til lægen, der ville indlægge ham, lød Asbjørns svar: ‘Det bliver over mit døde lig’. For det er jo sådan, man er som mand:

»Man skal være stærk og klare det selv. Derfor gik der to år, før jeg fik hjælp,« siger Asbjørn Antonsen, der i dag er 27 år.

En ‘maskulin tilgang’ til psykisk sygdom, som på den ene side var ved at koste ham livet, men som han på den anden side mener, er en kæmpe styrke, psykiatrien kan lære noget af.

Siden gymnasiet har han været maniodepressiv. I starten var det en voldsom, men også sjov sygdom, fordi manien gjorde ham glad og lykkelig. Og de depressive perioder gik jo over.

Men efter en periode med eksaminer udviklede sygdommen sig, så han fra den ene dag til den anden ikke kunne forlade sit hjem.

»Jeg kunne ikke engang gå ned og handle i Brugsen, selv om den kun lå 15 meter væk.«

Han forklarer, hvor fysisk angsten er.

»Det er det, mange ikke forstår. De tror, det kun er psykisk. Det er det også, men det er fandeme også ekstremt fysisk smertefuldt. En følelse af at skulle dø,« siger han og uddyber:

»Når jeg lukker øjnene næste gang, så er jeg bare væk. Jeg er i de sidste sekunder i mit liv. Hele min krop er i yderste beredskab, og hovedet suser rundt, som var jeg midt i en tornado. Jeg føler virkelig, jeg er ved at dø. Det er derfor, jeg græder og skriger.«

En oplevelse, der hver gang satte dybe spor. Som den dag, han havde været nede for at handle og havde glemt sit dankort.

»Jeg lå på jorden og vred mig rundt. Det var så uforklarligt voldsomt,« siger Asbjørn Antonsen.

Oplevelsen betyder, at han nu altid tjekker, om han har sit dankort med, før han går til kassen.

Han var fanget i sit hjem p.g.a. dyb agorafobi, men afviste at få hjælp.

»Jeg skulle bare lige regne den ud. Den tankegang kørte jeg på i de to år, hvor der også var nogle selvmordsforsøg inde over, før jeg til sidst blev tvunget i behandling,« siger han.

Tonefaldet er upåvirket. Ordene falder i rolige, konstaterende sætninger.

Han fortæller, hvordan han ikke fungerer særlig godt med at være ked af det og udtrykke sin sygdom.

Som f.eks. når han lige nu sidder med rystende hænder.

»Det er en angst-ting. Noget, jeg er rigtig træt af. Ikke, fordi jeg skammer mig over det. Men jeg ville ønske, at jeg bare kunne have en ro med at sidde her og fortælle,« siger han.

Sammen med tre andre mænd er han ved at optage første afsnit til en ny podcast ‘Fluen på væggen’, som er produceret af Psykinfo Midt i Region Midtjylland, hvor de taler om, hvordan man som mand håndterer psykisk sygdom.

For mens unge piger i høj grad er begyndt at tale om angst, stress og depression, og deres mistrivsel bonger så kraftigt ud i statistikkerne, at fænomenet har fået et navn: ‘12-talspigerne’. Så er de unge fyres mistrivsel mere usynlig.

De taler ikke om det. De dulmer problemerne med hash og alkohol. Dropper ud af studier og praktikker. Eller vender sig mod computeren, hvor spillet er til at finde ud af.

Et adfærdsmønster der i alleryderste konsekvens resulterer i, at tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord.

Asbjørn har det ikke nemt med at bruge ordet angst om det, han oplever.

»Angst bliver jo også brugt om nogle meget milde symptomer, som en eller andens kusine Maria havde i gymnasiet,« siger Asbjørn Antonsen.

I det hele taget er de psykiske diagnoser diffuse. Som fuldvoksen mand er det nemmere at forholde sig til en brækket ryg, der skal genoptrænes.

Derfor gør han meget ud af at fortælle om den fysiske del af angsten.

»Nogle gange får jeg så ondt i hjertet og mister fuldstændig følelsen i venstre side. Jeg har prøvet engang at stikke mig med en kniv, uden at jeg kunne mærke noget,« siger han.

Det samme gælder i forhold til behandlingen. Ligesom når man genoptræner en brækket ryg, har han brug for selv at kunne handle.

»Meget i behandlingen handler om at grave i følelser, men jeg har aldrig fundet de følelser,« siger Asbjørn Antonsen

Han fik mest ud af sin behandling, da han stoppede med at grave i sine følelser og i stedet fokuserede på at få nogle redskaber til at fungere i nuet.

»Jeg skulle hver dag tage bussen, selv om jeg var bange for at springe af, kaste op eller besvime,« siger han og fortsætter:

»Det er forfærdeligt at arbejde med.«

Heldigvis havde han et insisterende hold omkring sig. Faren, der tog ham med til lægen. Lægen, der sendte ham i behandling. Ambulatoriet, der sendte en bil, når han ikke mødte op til behandling.

»Jeg har været ekstremt heldig, for jeg har jo aldrig selv søgt hjælp,« siger han.

I dag har han fået det bedre, lever et ret normalt liv, arbejder på en café og er ambassadør i ‘En af os’. Men han ser ikke sig selv som rask.

»Jeg er bare blevet god til at håndtere de ting, der hele tiden har været der. Og så får jeg medicin, så jeg ikke svinger så meget,« siger Asbjørn Antonsen.

Langt hen ad vejen tror han på, at den mere ‘maskuline tilgang’ til psykisk sygdom, som let bliver udpeget som et problem, kan vendes til en styrke.

»Det er jo en styrke, at man ser sig selv som stærk og mener, at man godt kan klare det selv,« siger Asbjørn Antonsen, som advarer mod, at man fjerner ens agency i sygdommen:

»Det er selvfølgelig en balance. Hvis man skal genoptræne ryggen, kan man jo heller ikke forvente, at fysioterapeuten gør det for en.«

PsykInfo Midts podcast 'Fluen på væggen' udkommer 6. februar.

På baggrund af sine egne erfaringer har Asbjørn Antonsen tre råd til andre unge fyre, der har det dårligt og ikke mindst deres pårørende.

I tvivl, søg hjælp

»Hvis du står et sted, hvor du hver anden nat tænker, du har brug for hjælp, hvor du tænker, ’den tager jeg lige i morgen’, så har du brug for hjælp. Med andre ord, er du i tvivl, så skal du søge hjælp.«

Bliv ved og bliv ved

»Selv om det kan være ekstremt frustrerende at få den her hjælp, så får man det bedre. Det er noget, der rent faktisk kan blive bedre.«

Inddrag professionelle

»En depression kan komme til udtryk på mange måder, f.eks. vrede. Hvis du som forælder, partner eller ven ikke kan komme igennem, fordi vi kan være meget stædige og ikke vil søge hjælp, så få nogle professionelle til at hjælpe.«