I ni år havde 40-årige Christina Riis Ørskou ulidelige smerter i ryg, lænd og hofter. Sidste sommer var de så slemme, at hun intet kunne foretage sig, fortæller hun.
Men så skete der noget i november. Et decideret mirakel, hvis hun selv skal sige det.
For efter at have været igennem tre hofteoperationer, adskillige medicinpræparater, fysioterapi tre gange ugentligt og til sidst blevet tilknyttet på et smertecenter havde Christina Riis Ørskou opgivet håbet:
»Når man bliver tilknyttet smertecentret, så er man 'opgivet'. Den hovedsagelige behandling er at lære at
leve et godt liv med smerterne, og så bliver det kun symptombehandling.«
Og så havde hun langsomt også mistet sig selv, følte hun:
»Jeg identificerede mig meget med mit arbejde. Jeg har været sygeplejerske siden 2007, og lige pludselig kunne jeg ikke varetage en sygeplejefunktion. Når jeg var ude hos patienter, tænkte jeg på, 'hvornår kan jeg sidde ned eller komme hjem', fordi jeg havde det så skidt. Jeg måtte gå over i plejecenteret og hente en stok for at komme ud til min bil.«
Hun endte med at miste sit job og tænkte, at hun aldrig ville komme til at leve et liv uden de forfærdelige smerter.
»I november så jeg helt tilfældigt en annonce for en sportsterapeut, hvor der stod, 'hvis du har smerter i ryg og lænd, så kom til konsultation'. Jeg tog derhen og havde ingen forventninger,« siger Christina Riis Ørskou og fortæller, hvad der skete, da hun ankom til klinikken:
»For første gang i ni år er der en, der beder mig om at tage tøjet af. Det havde jeg aldrig prøvet før, men hun havde brug for at se, hvordan det hele så ud, når jeg bevægede mig.«
Pludselig kunne en person se noget, ingen andre havde kunnet se.
»Hun kunne se og mærke, at mit bækken og korsben var skævt – så lagde hun mig på briksen, trykkede og gav slip. Det tog fem minutter,« fortæller Christina Riis Ørskou – og så var hun smertefri.
Kunne det være tilfældigt, at det lige virkede på dig?
»Det tror jeg ikke. Der er flere i min omgangskreds med rygsmerter, som er kommet der efter mig. Og syv ud af otte af dem har haft effekt. Sportsterapeuten siger, at en stor del af danske befolkning lider af skævt bækken, hvor det ikke bliver opdaget.«
Hvis det er rigtigt, hvorfor tror du så ikke, det er mere udbredt viden blandt fagfolk, som du for eksempel har mødt?
»Det undrer jeg mig også over.«
Christina Riis Ørskou mener, at sundhedssystemet er enormt præget af kassetænkning:
»Og det er problematisk, hvis man ikke kommer i den rigtige kasse fra start,« siger hun og fortsætter:
»De kigger meget kun på én ting – hvor det hos mig har været hofterne. Jeg er ikke klar over, om de kunne være undgået at skulle skiftes, men det var der, de lagde fokus efterfølgende. Hvert speciale har kigget målrettet efter at udelukke en tilstand, så jeg har virkelig manglet en grundig helhedsvurdering,« siger hun.
Og så mener hun, at man bør kigge på, hvilke typer behandlinger der skal være tilskudsberettiget. For den sportsterapeut, hun nu har fundet og går til en gang om måneden, er ikke tilskudsberettiget, siger hun:
»Det er, fordi behandlingen ikke er anerkendt med osteopatisk tilgang.«
»Jeg håber, min historie kan forhindre bare én person i at gå ni år med daglige smerter, miste job og identitet, ved at vedkommende bliver sendt det rette sted hen tidligt. Og sikke mange penge det offentlige kan spare ved at sende folk det rette sted hen.«
