Hendes veninder trækker hende ud af metroen. Hun er bevidstløs. Det er ikke til at tyde, om hun dækker sit hår – eller lader det falde frit.
Det viser videoovervågningen fra en metrostation i den iranske hovedstad Tehran af den 16-årige Armita Garawand, der siden hændelsen er endt i koma.
Ifølge ngo'en Hengaw og aktivister, blev det mødet med det iranske moralpoliti inde i metroen, der nu er skyld i, at den unge pige kæmper for at trække vejret.
Selv afviser de iranske myndigheder, at moralpolitiet står bag hændelsen. At Armita Garawand derimod besvimede på grund af et lavt blodtryk.
Men det er der mange, der ikke falder for. En af dem er iranskfødte Jino Victoria Doabi, der i dag bor i Danmark.
Som femårig flygtede hun med sin familie fra Iran. Hendes far havde en høj position i den kurdisk-iranske opposition mod det iranske præstestyre. Kæmpede mod dem, der igen er i søgelyset for at stå bag, at en ung kvinde ligger i koma.
Jino Victoria Doabi husker, hvordan hun skulle bære et tørklæde og synge sange i skolen, der blev rundet af med ordene 'død over USA'. Dem nægtede hun at nynne med på.
Hun startede sit liv i et land, hvor kvinderne ikke måtte meget. Siden har hun gjort det modsatte. Levet frit i Danmark, smidt tørklædet og er i dag politisk aktiv for Radikale Venstre i København, hvor hun kæmper for at andre kan få de muligheder, hun selv har fået. For hun kender alternativet.
»Min far har altid sagt til mig, at jeg ikke ville være blevet en dag over 18 år, hvis vi var blevet. Jeg havde været død,« siger Jino Victoria Doabi og fortsætter:
»Jeg har dårlig samvittighed over, at det ikke er mig, der er død. Tilfældet med Armita er 'bare' en ung pige, der igen møder moralpolitiet. Det, som de fleste iranske kvinder møder, hvis de er modige nok til at konfrontere dem. Det er deres hverdag.«
Ikke første 'eller sidste' gang
Hun, og de iranske kvinder ved godt, at det er med livet som indsats at sige fra. At lade håret blafre i vinden. At leve.
Det blev ikke mindst stadfæstet sidste år, hvor den 22-årige Jina Mahsa Amini mistede livet, efter hun havde været i hænderne på det iranske moralpoliti. Hun blev anholdt for ikke at have tildækket sit hår tilstrækkeligt, lå i koma i tre dage og døde d. 16 september sidste år.
Jina Mahsa Aminis død blev gnisten, der fik iranere – og store dele af resten af verden – til at demonstrere, klippe håret af i protest og kæmpe mod det iranske præstestyre.
I året efter hendes død, har der i Iran været nogle af de største protester mod landets præstestyre, siden det indtog magten efter en revolution i 1979. Mindst 22.000 personer er blevet anholdt, og syv mennesker henrettet som følge af oprøret.
Derfor drager nyheden om den 16-årige Armita Garawand således alt for velkendte tråde til Jina Mahsa Aminis tragiske død, ikke mindst for Jino Victoria Doabi:
»Jeg er ikke overrasket over, at det sker igen. Med Jina sagde jeg, at hun hverken var den første eller ville blive den sidste. Der er så mange, vi ikke hører om. Så mange lig. Forsvundne iranerne. Vi er kun heldige, at nogen tilfældigvis har filmet eller har turdet dele deres historier, så både Jina og Armita har fået en stemme,« siger hun.
'Vestens ansvar'
At endnu en ung pige ligger og kæmper for livet i Iran, er også Vestens ansvar, lyder dommen fra Jino Victoria Doabi.
Hun mener, at så længe, lande som Danmark indgår aftaler med OIC-lande (samarbejdsorganisation for muslimske lande og lande med muslimske befolkninger, red.), eller ændrer love om at brænde koraner af på grund af terrortrusler – så længe støtter man det iranske præstestyre, henrettelserne, voldtægterne og de unge pigers død.
»Iranerne siger på gaden, at de ikke vil have, at de (Vesten, red.) hjælper dem, der dræber os. Den måde I hjælper os på, er ved ikke at hjælpe dem, der dræber os,« siger Jino Victoria Doabi og fortsætter:
»Det er iranerne selv, der skal kæmpe, og det ved de godt. Men det kunne være fedt, hvis vi ikke hjalp dem, der er grunden til, at de skal kæmpe. Vesten har et ansvar, og de skal tage et ansvar – det var trods alt CIA, der kuppede en demokratisk valgt præsident i 1953, indsatte Irans sidste konge og promoverede, ayatollah Khomeini tilbage til Iran.«
Jino Victoria Doabi har en drøm om, at man i Vesten stopper alle forbindelser til den islamiske republik i Iran. Tømmer deres maver. Laver de samme strenge sanktioner, som det har været tilfældet i Rusland. 'Cut all ties', som hun siger det.
»Vi vil ikke give vores frihed til Putin, og det skal vi bestemt heller ikke – men vi giver den til præstestyret. Hvorfor?,« lyder det.
Hun drømmer også om et frit Iran. Et Iran, hun selv ville flytte tilbage til. Et Iran, hvor unge kvinder som Jina Mahsa Amini og Armita Garawand kunne lade håret blafre frit, uden frygten for at dø. Gå i kjoler uden ærmer og drømme om fremtiden.
Men der er lang vej, det ved hun godt. Men modsat mange af de iranere, der ikke længere er her, vil hun stadigvæk drømme. Om ikke andet for dem.
Siden søndagens hændelse med 16-årige Armita Garawand, har de iranske myndigheder været i højt beredskab. Ifølge Hengaw har hun været under svær bevogtning på det hospital, hvor hun er indlagt. Familiemedlemmer eller venner er desuden angiveligt blevet nægtet adgang til at se hende.