»Nogen, der vil have en positiv coronatest for 2.000 kroner? Så får du coronapas i et halvt år efter og har fri 14 dage fra job, fordi du har 'corona'.«

Teksten kommer fra et opslag, der er lavet i én af flere lukkede grupper på Facebook.

Grupper, der også bruges til at handle med våben, stjålne ting og stoffer, bliver nu plastret til med opslag fra folk, der enten sælger eller søger en vej til et falsk coronapas eller en negativ test, der kan få dem ud af isolation.

B.T. har fået adgang til to af de grupper, hvor vaccinestik, positive og negative pcr-test samt forfalskede kviktest sælges i massevis. Den ene af grupperne har næsten 3.000 medlemmer, og den anden har lidt flere end 4.000.

Det foregår sådan, at en køber eller en sælger laver et opslag i en af de hemmelige grupper – altså grupper, du ikke selv kan søge frem på Facebook, men skal have en invitation til.

Ofte vil der blive svaret på opslaget i en privatbesked, så den kriminelle aktivitet holdes skjult, men i nogle tilfælde bydes der ind med priser og tilbud i kommentarsporet.

Men hvordan kan man sælge et vaccinestik eller en test?

Lad os sige, at hverken vil vaccineres eller har været smittet med coronavirus og derfor hele tiden skal testes for at få et coronapas.

I de lukkede grupper kan du købe dig til, at en anden person går ned på et vaccinested og får vaccinen i dit navn. Vedkommende medbringer bare dit sundhedskort eller siger dit personnummer højt til vaccinatoren.

14 dage efter har du et coronapas, hvor der står, du er vaccineret. Sådan en omgang sælges for cirka 4.000 kroner i de grupper, B.T. har set opslag fra. Og nogle sælgere får langt flere vaccinestik, end de tre, flere danskere nu er oppe på.

På samme måde fungerer det med pcr-test, der sælges for cirka 2.000 kroner. Vil du gerne have lidt fri og samtidig have et lidt billigere coronapas, så kan du søge efter en coronasmittet, der kan tage en test i dit navn. Vil du gerne ud af en coronaisolation, så kan du søge en rask person.

Skal du bare bruge en kviktest, så koster det cirka 150 kroner. I nogle tilfælde tilbydes der også forfalskede kviktestdokumenter.

I de grupper, B.T. har haft adgang til, bliver der cirka delt 20 opslag om dagen. Dog er tallet meget usikkert, da opslag ofte slettes, så snart der er lavet en købsaftale.

Hele denne praksis er selvfølgelig ulovlig, samtidig med at der formentlig indgår folk i både statistik for vaccinerede og smittede, som simpelthen er falske.

Ingen kender til fænomenet

B.T. har været i kontakt med både Statens Serum Institut, hvor mange tusinde pcr-test hver dag analyseres, der ikke kender til problemet. Samme svar har vi fået af Styrelsen for Patientsikkerhed, der blandt andet varetager smitteopsporing, og Styrelsen for Forsyningssikkerhed, der blandt andet bidrager til at koordinere den praktiske udmøntning af testindsatsen.

Ingen af dem har hørt om, at der skulle svindles med coronatest.

Desuden har B.T. været i kontakt med samtlige politikredse i Danmark, der alle melder tilbage, at der umiddelbart ikke er noget i deres journaler, som kan ligne den type svindel, der foregår i de hemmelige grupper.

Region Midtjylland, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Syddanmark oplyser også, at svindel med test og vacciner, som det foregår i grupperne, ikke er noget, de har kendskab til. Region Nordjylland er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

B.T. har også forsøgt at få et interview med Facebook, hvor den ulovlige aktivitet foregår. Det har ikke været muligt.

Dog skriver Camilla Nordsted, der er pressechef for Meta i Norden – Facebooks moderselskab – i et mailsvar:

»Vi har selvfølgelig ingen interesse i at lægge platform til kriminelle handlinger, og vi arbejder konstant på at blive bedre og hurtigere til at finde og fjerne skadeligt og ulovligt indhold. Vi bruger mange ressourcer på at opbygge robuste systemer og være på forkant med nye former for adfærd, men det vil altid være en stor opgave at bekæmpe, for folk, som godt ved, at de overtræder vores regler, gør sig enormt umage for ikke at blive opdaget.«

»Der vil også altid være eksempler på indhold, som isoleret set kan være svært for både mennesker og maskiner at vurdere ulovligheden af, hvis ikke man kender den fulde kontekst, som indholdet indgår i,« skriver hun videre og opfordrer til, at man anmelder det, hvis man støder på noget ulovligt på Facebook.