Folketingsvalget er lige om hjørnet, men det er langt fra alle, der bor i Danmark, der må sætte kryds på stemmesedlen.

Det er nemlig kun danske statsborgere, der har lov til at stemme.

Det betyder eksempelvis, ifølge TV 2 Lorry, at næsten en fjerdedel af borgerne i den sjællandske by Ishøj ikke må stemme ved det kommende folketingsvalg.

Mere præcist er det 23,1 procent af byens borgere, der ikke får tilsendt et valgkort.

»Når man ikke kan stemme i et demokratisk samfund, så føler man sig lidt udenfor,« siger Mustafa Yilmaz, der har boet i Danmark i over 40 år til Lorry, da de møder ham i den kurdiske klub i Ishøj.

På trods af sine mange år i landet, er han ikke dansk statsborger, og har derfor ikke nogen indflydelse på folketingsvalget, der venter lige om hjørnet.

Mustafa Yilmaz stemte både ved kommunal- og regionalvalget for halvandet år siden og synes, det er uretfærdigt, at han ikke må stemme til folketingsvalget.

Han vil nemlig gerne vil være med til at udvælge de partier, der bestemmer politikken i Danmark.

Ole Bjørstorp, der er Ishøjs socialdemokratiske borgmester, fortæller TV 2 Lorry, at han mener, at grundloven bør skrives om, så udenlandske statsborgere har mulighed for at stemme, så snart de har boet i Danmark i nogle år.

Borgmesteren mener nemlig, der bør være ligestilling.

Han kalder de nuværende regler et demokratisk problem og mener ikke, at borgere uden dansk statsborgerskab får lov til at blive integreret, når de ikke kan stemme ved folketingsvalg.

Udover Ishøj er København, Høje-Taastrup og Brøndby de byer i Region Hovedstaden, hvor flest borgere ikke får tilsendt et valgkort ved det kommende folketingsvalg.