Inger Jessen mærkede i særdeleshed én følelse i kroppen, da Putins tropper i februar 2022 begyndte at røre på sig ved de ukrainske grænser: frygt.
Frygt for, at hun nu endnu en gang skulle stå ansigt til ansigt med russere på sin egen hjemmebane, som det var tilfældet i 1945.
»Bare at tænke på det. Jeg får det dårligt,« sagde Inger Jessen til B.T., da vi kort før invasionen i 2022 besøgte den 85-årige kvinde på Bornholm.
Men der skulle altså ikke gå mere end en uges tid efter besøget, før Inger Jessen vågnede op til nyheden om, at de russiske tropper 24. februar 2022 havde angrebet Ukraine.
Fredag er det ét år siden, så hvordan har det for Inger været at leve med den frygt?
»Selvfølgelig har det påvirket mig, ligesom det påvirker alle andre. Sådan er det med krig, og her på øen er vi jo lidt ekstra opmærksomme, når det handler om russerne,« siger Inger Jessen i dag til B.T.
Og det er der naturligvis en årsag til.
Den 5. maj 1945 var der nemlig jubel og glæde i hele den danske nation.
Danmark var blevet befriet af de tyske lænker efter fem års besættelse under Anden Verdenskrig, og friheden var endelig tilbage.
Men lykken varede kort for bornholmerne, der ellers troede, det var et spørgsmål om tid, før øen ville blive befriet.
Den 7. maj ved middagstid rystede jorden nemlig under øens beboere.
Det var sovjetiske bombefly, der lod bomberne falde over Bornholm, mens Inger og familien gemte sig af fortvivlelse:
Hvorfor bliver vi bombet? Hvor er hjælpen? Og hvad skal der ske med os?
Bombardementet blev starten på næsten ét års sovjetisk besættelse af Bornholm, og siden har det udviklet sig til ét stort åbent sår, der aldrig er helet.
Som Inger Jessen formulerede det, da B.T. i februar 2022 besøgte hende:
»Det er et skamplet på historien, som vi aldrig kan glemme, men som alle andre har forsøgt at glemme. Prøv at undersøge, hvor mange der ved, at Bornholm blev bombet og først blev befriet et år senere. Det er skræmmende.«
Inger og resten af bornholmerne følte sig svigtet af den danske stat, mens de dag for dag skulle leve med fulde sovjetiske soldater, som blandt andet udsatte øboerne for massevoldtægter, røverier og vold.
Og derfor begyndte det altså igen at svie i det åbne sår, da russernes invasion af Ukraine stod for døren i 2022.
Men heldigvis har frygten det seneste år gradvist lagt sig.
»Jeg forestillede mig som det første, at de ville løbe det hele over ende, men det har jo vist sig, at russerne ikke har så let spil, som vi troede, og ukrainerne har fået masser af hjælp,« siger Inger Jessen.
Alligevel har der været et par episoder, hvor frygten igen har banket på.
»De har jo nærmet sig og sejlet lidt frem og tilbage. Det er irriterende, at de ikke kan holde sig i skindet, men vi kan jo ikke gøre noget ved det,« siger hun.
Men hvorfor kunne bornholmerne først fejre befrielsen i 1946 – et år efter resten af danskerne?
Der er blevet skrevet bøger om dette spørgsmål, men de fleste peger på, at man fra britisk og amerikansk side ikke ville træde Sovjetunionen, der rent krigsteknisk var interesseret i Bornholm, over tæerne.
Derfor holdt man sig fra at befri solskinsøen, og den mulighed udnyttede Josef Stalins tropper fra øst altså.
