Lyt til artiklen

Michelle Salee Bjørnson er kun lige nået indenfor i Bilka, da hun hører skrig og larm ude fra Field's store gange. Hun stikker hovedet ud og kan se en stor klump af mennesker komme spurtende mod sig.

»Jeg griber bare min datter og begynder selv at løbe ned gennem de små gange for ikke at være et nemt mål. Jeg tænker ret hurtigt, at det må være noget med skud,« fortæller hun.

Søndag var hun med sin mand og sin otteårige datter i det store københavnske shoppingcenter, da det tragiske masseskyderi fandt sted.

De slap alle uskadte ud.

Svært bevæbnet politi foran Field's i søndags.
Svært bevæbnet politi foran Field's i søndags. Foto: Presse-foto.dk
Vis mere

Og Michelle Salee Bjørnson er her et par dage senere stadig fuld af taknemmelighed over den hjælp, hun og hundredvis af andre kunder fik – fra de ansatte i Bilka.

»De var fantastiske. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det havde været, hvis de ikke havde været der,« siger hun og tilføjer:

For da de mange løbende og paniske kunder når ned i bunden af det store Bilka-varehus, ændrer alt sig.

Her står mange medarbejdere allerede klar til at tage imod og hjælpe ved nogle store døre.

Michelle Salee Bjørnson var i Field's med sin familie – hun er dybt taknemmelig over de Bilka-ansatte, der hjalp mange ud.
Michelle Salee Bjørnson var i Field's med sin familie – hun er dybt taknemmelig over de Bilka-ansatte, der hjalp mange ud. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Da vi alle nåede ned til den første Bilka-medarbejder, var det, som om at al den her panik og råben og skrigen blev dæmpet ned af det, vi mødte: Det her rolige menneske, der dirigerede os ud ad dørene,« erindrer Michelle Salee Bjørnson:

»Det betød, at folk pludselig gav plads til hinanden og blev meget omsorgsfulde og dirigerede hinanden frem med en venlig hånd på ryggen. Og hele vejen ned ad trapperne stod der bare Bilka-medarbejderne og udstrålede ro. De tog bare et kæmpe ansvar for at få folk ud, og det var endda også helt unge mennesker.«

Michelle Salee Bjørnson er ikke den eneste, der roser Field's-ansatte for deres håndtering af den voldsomme skuddrama, hvor tre mennesker endte med at miste livet.

På Field's Facebook-side har mange andre hyldet medarbejderne i shoppingcentret for at få folk ud ad bagdøre, for at gemme dem i baglokaler og for at spærre adgangen til butikker med gitre.

Her bringer vi et udpluk:

  • 'Jeg vil gerne takke medarbejderne fra KFC for at have hjulpet min datter og hendes veninder i skjul, samt at have taget sig rigtig godt af dem i en meget presset situation. Tak og kæmpe respekt for jeres indsats.'
  • 'Så dejligt, at der var nogle skønne mennesker, der passede på dem, jeg elsker så højt.'
  • 'Kæmpe ros og respekt til Field's-ansatte og deres butikker for at reagere så hurtigt og hjælpe besøgende ind i baglokaler og rulle gitre ned.'
  • 'Stor tak til Starbucks fantastiske personale, de og Bilkas personale hjalp os godt ud af Field's.'
  • 'Fantastisk at høre at alle ansatte reagerede så professionelt og fik reddet så mange mennesker ud gennem baglokaler og var smarte at lukke gitrene. Det har nok reddet mange mennesker.'

Ved et ultrakort pressemøde tirsdag forklarede talsperson Stine Rysgaard fra Field’s, at der blev gennemført en fuld skala-øvelse tilbage i 2018 uden at komme nærmere ind på, hvad der er sket siden.

Kommunikationschef Henrik Vinther Olesen hos Salling Group, der ejer Bilka, bekræfter over for B.T., at der har været øvelser for at forberede medarbejderne på en ekstrem situation som den, der udspillede sig søndag.

»Det er selvfølgelig på en uendelig trist baggrund, men ser man igennem det, er vi i koncernen og i varehuset enormt stolte af den måde, som medarbejderne håndterede situationen på. De har haft kolossalt overskud, overblik og is i maven,« siger han og fortæller, at de Bilka-ansatte også nåede at sænke sikkerhedsgitret ved indgangen, så gerningsmanden ikke kunne komme ind i varehuset:

Der er lagt blomster til minde om ofrene ved Field's.
Der er lagt blomster til minde om ofrene ved Field's. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»De har taget ansvar, og det har de gjort, fordi de har følt sig sikre i situationen efter at have øvet det, trænet det. Det har gjort, at de kunne bruge beredskabsplanen, da det desværre blev nødvendigt. De håndterede det virkelig flot, og de fortjener al mulig ros i verden for det.«

I alt var der 53 Bilka-medarbejdere på arbejde i søndags, og de er siden alle blevet tilbudt krisehjælp. Og det er faktisk alle 550 Bilka-ansatte i varehuset samt de ansatte i Field's-afdelingerne af Starbucks og BR, der også er en del af Salling Group.

Som Michelle Salee Bjørnson siger det.

»De fortjener en strandvejsvilla, en lønforhøjelse eller en ekstra julebonus som tak for deres håndtering i søndags. Intet mindre.«