Ambulancerne bruger længere tid end aftalt på at nå frem med hjælp til borgerne i Nordjylland.

Den tid borgerne ventede på hjælp var nemlig i december godt to minutter længere end den aftalte responstid på ni minutter og 12 sekunder.

Det fortæller P4 Nordjylland.

Problemet er, at der i øjeblikket mangler 39 reddere i regionen, forklarer fællestillidsmand for redderne i Nordjylland, Hans Jørgen Jensen, til mediet.

Og udfordringen bliver ikke løst lige foreløbigt. Også i de næste måneder får Falck svært ved at overholde responstiden, erkender Falcks regionsdirektør Kjeld Brogaard overfor mediet.

»Jeg tør ikke sige 100 procent, at vi kommer i mål. Det gør vi nok ikke i forhold til det kontraktlige (den aftalte responstid, red.), men vi gør alt, hvad vi kan for at sikre et stabilt og robust beredskab.«

En del af problemet er i følge mediet, at Region Nordjylland hjemtager en del af ambulancedriften fra 1. april.

Det har fået flere reddere til at gå på pension, og der er lang udsigt til, at der uddannes nye på trods af, at man øger elevoptaget.

»Det lyder meget godt, at man øger elevoptaget, men der går jo tre år og syv måneder, inden du har en ambulancemand, der er klar. Og hvis mellemgruppen i den periode forsvinder, så hjælper det ikke noget at hælde 50 mand ind, hvis der er 100, der forsvinder,« siger fællestillidsmand for redderne, Hans Jørgen Jensen, til mediet.