‘Åh nej – hvor stor mon regningen bliver?’

De fleste bilejere vil formentlig kunne skrive under på at have stillet sig selv det ubehagelige spørgsmål, når det har stået klart, at bilen må på værksted.

Nye tal viser, at svaret fra autoværkstedet i høj grad vil afhænge af, hvilket bilmærke, der er tale om.

Der er nemlig mange tusinde kroner til forskel på, hvad det i gennemsnit koster at reparere danskernes køretøjer, skriver FDM.

Ifølge en opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension lå prisen på en skade i 2020 i gennemsnit lå på 11.900 kroner.

Det svarer i runde tal til, hvad det normalt koster at få udbedret fejl og skader på en Citroën.

En Seat-ejer vil slippe med godt 10.000 kroner, mens det ikke overraskende er dyrt at køre en Porsche på værksted.

Her er reparationsprisen på hele 22.271 i gennemsnit. Porsche topper dermed listen.

Omvendt giver en lille Smart også en lille regning. Den gennemsnitlige skadepris er her blot 8.143 kroner.

De danske bilejere fik udbedret skader på deres biler ikke mindre end 353.000 gange i løbet af 2020 og for i alt 4,2 milliarder kroner.

Det er Volkswagen-ejere, som står for størstedelen af skaderne. 46.680 af de registrerede skader er nemlig sket på en Volkswagen-bil. Dernæst kommer Ford, Toyota og Peugeot.

Men det er der ifølge FDM også en meget naturlig forklaring på. Det er nemlig de bilmærker, som der kører flest af rundt i Danmark.