Hvor er beboerne henne?

Det var det første spørgsmål, som B.T. stilliede til by- og kulturrådmanden i Odense Kommune, efter at han ledsaget af byens borgmester, en minister, en investeringsdirektør, en arkitekt og to formænd for almene boligorganisationer havde præsenteret forandringer af Vollsmose for milliarder.

En håndfuld beboere protesterede udenfor det stort anlagte pressemøde, der blev afholdt i et beboerhus i Vollsmose, men ingen af dem fik ordet til pressemødet.

»Det er jo velkendt, at der har været nogle beboergrupper, som har været modstander af det her, men det har været en lovmæssig bunden opgave, at der skulle laves omdannelsesplaner,« svarede by- og kulturrådmand, Søren Windell (K) til spørgsmålet.

Politikere og øvrige deltagere i pressemødet blev mødt af en mindre demonstration fra gruppen 'Almen Modstand', der længe har kæmpet mod nedrivninger i Vollsmose.
Politikere og øvrige deltagere i pressemødet blev mødt af en mindre demonstration fra gruppen 'Almen Modstand', der længe har kæmpet mod nedrivninger i Vollsmose. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

»Og jeg synes den måde, man har håndteret det på i de almene boligorganisationer, har været med respekt for det lokale beboerdemokrati,« tilføjer politikeren.

Beboerne ude foran pressemødet kæmpede dog stadig mod de store planer i Vollsmose fredag.

»Jeg føler ikke, at det er beboernes hensyn, der bliver taget i alt det her. Alle de hensyn, der bliver taget, det er de private investorers,« siger Ibrahim El-Hassan, der er del af Almen Modstand, der kæmper mod nedrivningen af tusind almene boliger i Vollsmose.

»Det, vi tager højde for her, er hele byens interesser. Det er også de børns interesser, der i dag vokser op i Vollsmose og har dårligere forudsætninger for at komme godt videre i livet,« siger den konservative rådmand til Ibrahim El-Hassans kritik og fortsætter:

»Det er dem, vi gerne vil gøre noget for. Det er ikke specielt Ibrahim. Det er alle andre også.«

For borgmester Peter Rahbæk Juel var det stort at kunne præsentere AP Pension som investor i Vollsmose. Foto: Jeppe Kanstrup
For borgmester Peter Rahbæk Juel var det stort at kunne præsentere AP Pension som investor i Vollsmose. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

Inde til pressemødet fortalte borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at AP Pension gik ind i et nyt udviklingsselskab med 700 millioner, der i samarbejde med kommunen og områdets to boligorganisationer skal sikre opførelsen af 2.000 nye private boliger i Vollsmose.

»Det lyder jo enormt irrationelt, når vi står i en klima- og boligkrise, og alligevel så vælger man at rive de billigste boliger ned, for så at opføre dyrere boliger, som almindelige mennesker ikke har råd til at bo i,« lød det fra Ibrahim El-Hassan før pressemødet.

Det følger dog lige nøjagtig rationalet, siger Søren Windell.

»Først og fremmest så bliver det nyopførte til at betale for en almindelig dansker, som er i arbejde. Og det er jo netop det, der er meningen, at vi gerne vil ændre samfundet herude til, at flere kommer i arbejde og flere kan eje deres egen bolig.«

»Og ja, det kommer til at koste noget på CO₂-regnskabet at rive noget ned, men vi bygger bæredygtigt op igen og gør boligerne mere energieffektive,« forklarer rådmanden.

Rådmanden udtrykker dog samtidig, at han godt forstår, at Ibrahim El-Hassan ikke har lyst til at flytte.

»Jeg forstår jo fuldstændig, den utryghed, der er. 'Hvor skal jeg bo?' 'Skal min bolig rives ned?' Man har sine omgangskreds her, man har sine venner her og er måske ikke tryg i at skulle bo et andet sted, det har jeg fuld forståelse for,« siger Søren Windell.

»Men lige nu har vi siddet i den samme suppedas årti efter årti. Det gør vi op med nu og det kræver den store hammer,« tilføjer han.