Et genanvendeligt mundbind skal bestå af tre lag tætvævet stof, kunne vaskes på 60 grader, have elastikker til ørerne og sidde tæt til ansigtet, så det dækker både næse og mund.

Det er de fire ting, du ifølge Sundhedsstyrelsen bør sikre dig, hvis du har tænkt dig at købe eller sy et stofmundbind.

Og det er der tilsyneladende flere danskere, der har gjort, efter der nu er påbud om brug af mundbind i det offentlige rum indendørs. I hvert fald melder flere butikker allerede om udsolgt af den smarte genanvendelige løsning.

Det er smart, men er det også sikkert?

»Det sikreste er at bruge et CE-mærket engangsmundbind. Når det er sagt, vil stofmundbind holde mere virus tilbage end ingenting. Det er ikke virkningsløst,« siger professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

Sundhedsstyrelsen anbefaler da også, at man bruger et CE-mærket mundbind, men skriver samtidig, at de anser et godt stofmundbind som værende bedre end intet mundbind.

»Det betyder ikke, at man skal gå ud og pege fingre ad folk, som går med stofmundbind,« siger Hans Jørn Kolmos.

Dog skal man være opmærksom på at få det vasket efter brug.

»Et stofmundbind bliver jo ligesom alt muligt andet tøj snavset,« siger han.

Men hvad skal man så vælge?

»De er jo nok nogenlunde lavet på samme måde alle sammen. Sundhedsstyrelsen siger, man skal gå efter mundbind med tre lag, og ellers skal man jo læse, hvad der står på produktet. Hvad det kan, og hvad det ikke kan,« siger han.

Begynder du først at læse, vil du opleve, at mange producenter skriver, at mundbindet ikke er egnet til medicinsk brug eller beskyttelse. Og at mundbindet ikke beskytter mod vira eller infektioner.

Man kan altså ikke klandre producenterne for falsk markedsføring.

»Men hvis producenter mener det, de skriver, hvorfor skal det så overhovedet markedsføres? Man køber vel ikke et mundbind kun for at gå rundt og se smart ud. Det er ikke helt gennemtænkt,« siger Hans Jørn Kolmos og konstaterer:

»Det er lidt af en jungle.«

Og den jungle bevæger vi os nu ud i – bevæbnet med saks og Sundhedsstyrelsens fire råd, selvfølgelig.

Stofmundbindet skal:

  • bestå af tre lag tætvævet stof

  • kunne vaskes på 60 grader

  • have elastikker til ørerne

  • sidde tæt til ansigtet, så det dækker både næse og mund

Der er ikke tale om desiderede krav, som producenterne skal leve op til, men udelukkende fire guidelines fra Sundhedsstyrrelsen til danskerne om, hvordan de bør sikre sig. Om mundbindet har andre egenskaber, som gør dem særligt effektive, forholder vi os ikke til.

Muji

En pakke med to koster 99 kroner.

Camilla Bøgeholt Lund
Sine Bach Jakobsen

Muji skriver selv: »Anbefalet til alimindelig brug. Det er ikke en erstatning for medicinske eller kirurgiske masker. Bemærk, at masken ikke er fuldstændig effektiv mod virusinfektion.«

  • Består af tre lag stof

  • Kan kun vaskes ved 40 grader og altså ikke 60 grader

  • Har elastikker til ørerne

  • Sidder okay tæt til ansigtet og dækker både næse og mund​

-

Wolford

Et mundbind koster 160 kroner.

Camilla Bøgeholt Lund
Sine Bach Jakobsen

Wolford skriver selv: »Dobbeltlags åndbart stof af høj kvalitet sikrer let vejrtrækning, når den bæres. Den helt vandafvisende finish giver fuld dækning med en perfekt pasform. Meget elastiske, ekstra tynde bånd holder masken perfekt på plads. Inden embalering er masken blevet behandlet med UV-lys for at dræbe bakterier, vira og bakterier.«

  • Består af ét (eller to sammenhængende) lag

  • Kan vaskes ved 60 grader

  • Har elastikker til ørerne

  • Sidder tæt til ansigtet og dækker både næse og mund​ – ikke mindst på grund af en næsebøjle

-

Adidas

En pakke med tre mundbind koster 149 kroner.

Camilla Bøgeholt Lund
Sine Bach Jakobsen

Adidas skriver selv: »Denne maske til dækning af mund og næse er et modeprodukt til privat brug og møder ikke medicinske standarder. Denne maske er ikke blevet testet eller verificeret som personligt beskyttelsesudstyr (PPE). Ansigtsmasken yder ikke beskyttelse. Denne maske er ikke egnet til brug i sundhedsvæsenet, daginstitutioner eller plejehjem i nogen som helst kapacitet, da den ikke reducerer smitten fra luftbårne virusser eller bakterier. Denne maske vil ikke beskytte dig eller andre fra at sprede virusser. Når den trækkes over mund og næse, kan den begrænse spredningen af spyt og andre væsker fra din mund og næse.«

  • Består af ét (eller to sammenhængende) lag

  • Kan vaskes ved 60 grader

  • Har elastikker til ørerne

  • Sidder tæt til ansigtet og dækker både næse og mund​

-

Levi's

En pakke med tre mundbind koster 119 kroner.

Camilla Bøgeholt Lund
Sine Bach Jakobsen

Levis skriver selv: »Maskerne er ikke-medicinske, genanvendelige ansigtsafdækninger og er ikke godkendt af FDA som medicinsk udstyr og ikke certificeret personligt beskyttelsesudstyr (PPE). Fortsæt med holde social afstand, vask dine hænder og undgå at røre dit ansigt.«

  • Består af to lag

  • Kan vaskes ved 60 grader

  • Har elastikker til ørerne, men de er ret slappe

  • Sidder ikke specielt tæt til ansigtet men dækker både næse og mund​

-

Uniqlo

En pakke med tre mundbind koster 99 kroner.

Camilla Bøgeholt Lund
Sine Bach Jakobsen

Uniqlo skriver selv: »Forhindrer ikke infektion eller garanterer åndedrætsværn.«

  • Består af tre lag

  • Kan vaskes ved 40 grader

  • Har elastikker til ørerne

  • Sidder tæt til ansigtet og dækker både næse og mund​

-