Hvert tredje springvand i København er tørlagt efter opsigelser
Springvand på Axel Torv, Israels Plads og Mozarts Plads er tre af 14 springvand i København, der er tørlagte.

Springvand på Axel Torv, Israels Plads og Mozarts Plads er tre af 14 springvand i København, der er tørlagte.

Hvis man vil have dyppet tæerne i et springvand i København i sommervarmen, kan man risikere at gå forgæves.
Mere end hvert tredje springvand i kommunen er nemlig uden vand. Det skyldes, at to af de medarbejdere, der har stået for driften, har opsagt deres stillinger.
Det fremgår af et notat fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune.
Mette Baungaard, der er områdechef i forvaltningen, er også "ærgerlig" over, at det ikke har været muligt at åbne alle springvandene i denne sæson.
Det oplyser hun i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.
- Jeg forstår godt, hvis københavnerne og de mange turister i byen savner nogle af de smukke og kølende springvand her i sommervarmen, lyder det fra hende.
I notatet fra forvaltningen fremgår det, at driften af springvand er en "specialiseret opgave, som forudsætter indgående kendskab til de enkelte anlæg".
Springvandene beskrives som teknisk komplekse.
Mette Baungaard siger til TV 2 Kosmopol, at forvaltningen er i gang med at ansætte og oplære nye, specialiserede medarbejdere.
Ud af kommunens 40 springvand er 14 ude af drift. Det gælder blandt andet på Axel Torv, Israels Plads, Mozarts Plads, Landemærket og Valbyparkens soppebassin.
Arbejdet med kommunens springvand udføres af sikkerhedsmæssige årsager af to medarbejdere sammen.
Det skyldes, at en del af opgaven foregår i underjordiske teknikrum, hvor det skal være muligt at kunne tilkalde assistance ved behov.
Derudover kræver det ugentlige tilsyn af et springvand, når det er i drift. Der skal udføres kontrol af vandkvalitet, rensning af filtre, dosering af kemikalier og løbende fejlfinding og justering af anlæggenes drift.
Den såkaldte sæson for springvandene i kommunen løber normalt fra starten af april, hvor de første springvand åbnes. Hen over efteråret nedlukkes springvandene igen.
Foruden de førnævnte fem springvand, der er lukket, gælder det også springvand på Otto Krabbes Plads, Søpavillonen Vest, Gråbrødre Torv, Superkilen, Brønshøj Gadekær, Sankt Jørgens Sø, Springvandsmaskinen på Rørsangervej, Hans Tavsens Park og Dragespringvandet.
RITZAU