Mere end hver fjerde ung under 30 år bruger dagligt over seks timer foran skærmen til privat brug.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Skærmforbruget tæller tid anvendt foran eksempelvis computer, smartphone, tablet, fjernsyn, spillekonsol og lignende.

Opgørelsen er lavet på baggrund af 3876 interview, som er blevet gennemført fra april til juni i år.

Hos de 15- til 19-årige bruger 27 procent over seks timer om dagen foran en skærm. For de 20- til 29-årige gælder det 28 procent.

I begge aldersgrupper gælder det, at nul procent har svaret, at de bruger under en time foran en skærm om dagen.

For alle aldersgrupper mellem 15 og 89 år gælder det, at 16 procent i gennemsnit bruger mere end seks timer om dagen foran en skærm. Tre procent bruger under en time om dagen.

Det er især den ældre del af befolkningen, som har et lavere skærmforbrug.

I undersøgelsen svarer 46 procent af de adspurgte, at de har oplevet mindst en negativ effekt i forbindelse med deres skærmforbrug.

For de fleste handler det om, at de har forsømt fritidsaktiviteter for at være på skærmen. Det angiver 29 procent.

Samtidig svarer hver fjerde, at de har fået mindre søvn som følge af deres skærmforbrug.

Det er oftest unge kvinder, som har oplevet at forsømme en fritidsaktivitet som følge af deres skærmforbrug.

For kvinder mellem 20 og 29 år gælder det over halvdelen.

I undersøgelsen spørges der ind til fem forskellige typer negative effekter. Af dem har færrest oplevet, at de har haft konflikter med folk i deres omgangskreds grundet deres skærmforbrug.

RITZAU