En lang række kirker i København blev vurderet til at have problemer med psykisk dårligt arbejdsmiljø i 2020.

Det skriver TV 2 Lorry.

Det blev blandt andet vurderet under et tilsynsbesøg i en af kirkerne i København Stift, at der var risiko for, at de ansatte skulle få angst, hjerte-kar-sygdomme og PTSD, hvis ikke kirken satte ind med en forebyggende indsats.

De ansatte i kirken oplevede blandt andet at blive kritiseret og mistænkeliggjort af andre ansatte bag deres ryg, de blev ignoreret, og de oplevede at blive talt nedsættende til i et tonefald, 'som om der tales til et barn', lød det i arbejdstilsynets rapport.

Præst med Den Danske Alterbog. Skt. Nikolai Kirke, Holbæk den 30. juni 2021
Præst med Den Danske Alterbog. Skt. Nikolai Kirke, Holbæk den 30. juni 2021 Foto: Signe Goldmann
Vis mere

Andre kirker har haft problemer med krænkende og chikanerende adfærd samt truende opførsel.

Flere kirker har oplevet et stigende antal opsigelser som konsekvens af det dårlige arbejdsmiljø.

De ovenstående eksempler er kun et udpluk af arbejdstilsynets beretninger og påbud.

TV 2 Lorry skriver, at problemerne har fundet sted i de seneste 10 år.

I aktindsigten, som mediet har fået fat i, fremgår det, at over en fjerdedel af kirkerne i Københavns Stift i løbet af de sidste 10 år har modtaget et påbud eller en vejledning, der påpeger problemer med de ansattes psykiske arbejdsmiljø.

En af de kirker, der har oplevet påbud, er Nathanaels Kirke på Amager. Her lyder Arbejdtilsynets uddrag således:

»Der er bagtalelse, rygtespredning og negativ omtale af ansatte i andres påhør. For eksempel oplyser en ansat, at vedkommende på sin første dag fik rundvisning, hvor flere kolleger blev negativt omtalt, blandt andet at de ikke var effektive.«