Særligt håndværkere, sygeplejersker og rengøringsassistenter døjer med smerter på jobbet.

Hver fjerde dansker spiser smertestillende medicin mindst en gang om ugen for at klare deres arbejde.

Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet Wilke har lavet blandt et repræsentativt udsnit af danskerne. Det skriver Avisen.dk.

Her svarer hver fjerde, at de mindst en gang om ugen tager smertestillende medicin for at kunne passe deres arbejde, mens mere end hver sjette dansker må ty til pillerne hver dag for at klare jobbet.

Ifølge Johan Hviid Andersen, ledende overlæge og professor ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, er det særligt danskere i hårde fysiske job, der går på arbejde med ondt i kroppen.

- Vi ser blandt andet flere og flere håndværkere, der døjer med smerter, når de går på arbejde, og som er alvorligt bange for, at deres krop siger stop, før de kan gå på pension, siger Johan Hviid Andersen til Avisen.dk.

I rundspørgen svarer mere end hver femte lønmodtager mellem 50 og 59 år, at de tager smertestillende medicin hver dag.

Det er næsten en fordobling, hvis man sammenligner med deres ti år yngre kolleger.

I brancheorganisationen Dansk Byggeri har man stort fokus på at undgå, at de ansatte i byggeriet bliver slidt ned. Det fortæller arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen.

- Der er en tendens til, at vi får mere i ondt i kroppen, når vi bliver ældre, og det er vigtigt at sikre, at arbejdet ikke gør det værre, siger Mette Møller Nielsen til Avisen.dk.

Arbejdsmiljøchefen henviser blandt andet til, at Dansk Byggeri rådgiver byggevirksomheder og deres ansatte i at bruge ny teknologi til at undgå tunge løft og skadelige bevægelser.

Ud over håndværkere er det ifølge overlæge Johan Hviid Andersen ofte ansatte i sundhedssektoren, som for eksempel rengøringsassistenter og sygeplejersker, der kommer ind ad døren på landets arbejdsmedicinske klinikker med ondt i kroppen.

/ritzau/