Ifølge undersøgelse har næsten hver anden person fra LGBT-miljøet oplevet diskrimination eller hadforbrydelse.

Det står tilsyneladende skidt til med tolerancen i landets næststørste by, Aarhus.

En spørgeundersøgelse, som Epinion har foretaget for Aarhus Kommune, viser, at 44 procent af de adspurgte i LGBT-miljøet har følt sig udsat for diskrimination eller hadforbrydelser.

Det fremgår af en rapport, som kommunen onsdag eftermiddag præsenterer for pressen.

531 bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner har deltaget i undersøgelsen, der ifølge kommunen er en af de hidtil mest omfattende af sin art.

Flere end halvdelen af de adspurgte - 59 procent - siger i undersøgelsen, at de ikke altid er åbne om deres seksualitet og kønsidentitet.

Det er specielt på offentlige steder, på arbejdet og på studiet, at de holder sig tilbage.

Undersøgelsen viser også, at 10 procent har oplevet, at Aarhus Kommune ikke har anerkendt deres kønsidentitet eller seksualitet.

Eksempelvis når de har skullet besvare spørgeskemaer, blanketter og formularer.

Derudover bliver folkeskolen og sundhedsvæsenet nævnt som steder, hvor flere har oplevet, at de ikke bliver anerkendt.

Den seneste rapport fra Rigspolitiet viser, at politiet i 2017 registrerede 446 sager om hadforbrydelser.

Det kan for eksempel være på baggrund af personernes etnicitet, religion eller seksuelle orientering.

Men det faktiske antal vurderes af Rigspolitiet til at være langt højere.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) oplyste i april, at han arbejder på flere initiativer, der kan styrke indsatsen mod hadforbrydelser.

- Det kan simpelthen ikke passe, at man i 2019 skal leve i en tid, hvor man skal gå og kigge sig over skulderen på grund af tro eller seksualitet, sagde han 3. april til Ritzau.

Spørgeundersøgelsen er foretaget i februar 2019, og deltagerne er fundet gennem blandt andet LGBT-organisationer.

Rapporten fra Aarhus Kommune skal drøftes i Udvalget for mangfoldighed og ligestilling, som er et udvalg under byrådet.

/ritzau/