Hver anden dansker bekymrer sig mere efter det første år med Donald Trump i Det Hvide Hus.
Det gælder især for én del af befolkningen:
Kvinderne.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension blandt omkring 1.000 danskere.
Hele 48 procent svarer samlet set, at de efter indsættelsen af Trump som præsident i januar sidste år generelt oplever at have flere bekymringer, som påvirker deres mentale helbred negativt.
Blandt kvinderne gælder det for hele 54 procent – og kigger vi længere frem i tiden, bliver danskernes bekymringer kun endnu større.
53 procent af de adspurgte – og 60 procent af kvinderne – svarer i undersøgelsen, at de frygter, at den globale udvikling i de kommende år med Trump i Det Hvide Hus vil give dem flere bekymringer, som påvirker deres mentale helbred negativt.
Ifølge sundhedschef i Sampension, Nicoline Rosenlund, er det ganske naturligt, at mange danskere bliver påvirket af de mange voldsomme begivenheder på den internationale scene med krig i Ukraine, truende handelskrig og Trumps krav om at få Grønland.
»Og at det forholder sig sådan, er trist og ja, bekymrende – ikke mindst i lyset af, at det i forvejen går den forkerte vej med danskernes mentale sundhed i disse år,« siger Nicoline Rosenlund i pressemeddelelsen.
Her kommer hun også med en opfordring til dig, hvis du oplever, at nyhederne gør dig bekymret og trist til mode:
»Hvis man for eksempel mærker, at man bliver overvældet af det hele, og at bekymringerne tager til, så kan det hjælpe at tage en pause fra nyhedsstrømmen, trække vejret dybt nogle gange, gå en tur i naturen, tale med sine nærmeste om ens bekymringer og minde sig selv om, at der også sker gode ting – både i ens eget liv og i verden generelt for den sags skyld,« lyder det fra Nicoline Rosenlund.
