Hele 46 procent af danskerne beskytter ikke deres mobiltelefoner med et kodeord - selv om mobiltelefoner ofte er fyldt med dybt personlige data.

Det viser en undersøgelse, som it-sikkerhedsfirmaet Kaspersky Lab har foretaget. Og tallet er alarmernede, fordi undersøgelsen samtidig viser, at 39 procent af bankerne bruger mobilbank, mens 57 procent også tjekker deres e-mail på telefonen.

»Vi elsker alle vores mobiler og tablets, fordi de giver os adgang til vigtig information på alle tider af døgnet, uanset hvor vi befinder os. De er værdifulde objekter som kriminelle selvfølgelig gerne vil have fingrene i. Og deres job bliver gjort så meget nemmere, når hver anden smartphone end ikke er beskyttet med et kodeord. Det er dumt at gøre det så let for lommetyvene, når det kræver så lidt at gøre det svært for dem,« siger Leif Jensen, der er nordisk direktør for Kaspersky Lab, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at blot hver tredje - 32 procent - tager backup af deres data på mobilen. Det store flertal vil altså med stor sandsynlighed miste adgangen til de data, der ligger på telefonen, hvis den bliver stjålet. Blot 10 procent har en tyverisikring på mobilen, hvilket eksemplvis giver mulighed for at fjernstyre telefonen og tage billeder af forbryderen via fjernadgang.

Det gør det nemlig ikke alene at have et stærkt kodeord på mobilen, lyder det fra Kaspersky Lab.

»Sørg for at din mobil er låst med kodeord, brug en sikkerhedsløsning til smartphones, som har tyverisikring, og tag backup. På den måde beskytter du dine personlige informationer, billeder og online-konti bedst muligt mod både tab og ondsindet brug,« lyder rådet fra Leif Jensen.

Undersøgelsen er foretaget af B2B International for Kaspersky Lab. 502 danskere har medvirket.