Vi glemmer de gode råd om håndsprit, håndvask og nys i ærmet.

Det er ikke mere end ni måneder siden, vi slap for de sidste coronarestriktioner, men noget tyder på, at mange af os har droppet hygienevanerne, vi fik indprentet under pandemien.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Sampension blandt cirka 1.000 danskere.

Mindre end et år efter den seneste coronanedlukning har halvdelen af danskerne slækket på håndhygiejnen.

I undersøgelsen svarer 52 procent, at deres vaner er blevet dårligere siden coronakrisen, når det gælder hygiejne.

46 procent angiver, at deres hygiejnevaner ikke har ændret sig, mens to procent svarer 'ved ikke'.

Den dårligere hygiejne drejer sig både om manglende brug af håndsprit og håndvask.

43 procent svarer i undersøgelsen, at de ikke spritter hænder lige så ofte som under coronakrisen. 16 procent vasker ikke hænder i samme grad, og otte procent nyser og hoster ikke nær så tit i albuen.

Hver anden dansker har slækket på de gode hygiejnevaner efter coronakrisen. (Arkivfoto)
Hver anden dansker har slækket på de gode hygiejnevaner efter coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Heller ikke den gode stil med at blive hjemme fra skole og job, når vi er sløje, holder ved.

13 procent siger nemlig, at de ikke i samme grad bliver hjemme fra arbejde ved symptomer på sygdom, som de gjorde under coronakrisen.

Og det bekymrer i Sampension, hvor sundhedschef Nicoline Rosenlund forudser en hård vinter med både corona og almindelig influenza.

»Netop de gode hygiejnevaner bliver et vigtigt forebyggende element i den kommende tid, hvor influenzasæsonen står for døren, og hvor smittetallene for corona forventeligt vil stige. Derfor er det også bekymrende, at halvdelen af danskerne har slækket på deres vaner siden coronakrisen ifølge undersøgelsen,« siger hun.

Det er særligt blandt de unge, at det går den forkerte vej med hygiejnevanerne.

59 procent af de 18- til 34-årige svarer i undersøgelsen, at deres hygiejnevaner er blevet dårligere siden coronakrisen, mens det samme gælder for henholdsvis 55 procent af de 35- til 56-årige og 41 procent af de 57-65-årige.

Det overrasker ikke Nicoline Rosenlund, men hun opfordrer alle – uanset alder – til at finde tilbage til de gode vaner igen:

»For de udgør både et væsentligt bidrag til smitteforebyggelsen i den kommende tid og kan samtidig også være med til blandt andet at gøre en forskel på sygefraværet herhjemme. Derfor har både den enkelte, men også arbejdspladserne en interesse i og et ansvar for at skærpe fokusset på god hygiejne.«